Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Vilhelm Møller: „Danvins Liv og Breve“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Insekter; han medede og fiskede, saa det stod etter; fra
Overgangs-Alderen blev han en rasende Nimrod. Støvlerne stod
parate foran hans Sæng, saa han straks, naar han vaagnede,
kunde stikke i dem; og den ganske Dag drev han saa om med
Bøsse paa Nakken, gennem Krat og Tykninger og over Marker.
Alligevel maa man næppe tænke sig ham som »en rask Gut«.
Grund-Elementet i hans Væsen var tvært imod en ejendommelig
og stærk Sensibilitet. Som lille søgte han Ensomhed, var »rent
borte i det«, mens han vandrede sine lange Ture. En Dag gik
han saadan i Tanker, at han ikke saa sig for, men styrtede ned
fra en (heldigvis dog kun 7—8 Fod høj) Voldmur. Han var
nervøst ivrig, lidenskabelig i sine Interesser. Da han skød sin
første Sneppe, kom han i den Grad i Sindsbevægelse, at »hans
Hænder rystede, saa han knap kunde lade Bøssen igen.« Og
visse Indtryk fremkaldte en rent fysisk Smerte hos ham. I
Tyve-aars-Alderen indpodede man ham Sans for Musik. De
Musikstykker, der tiltalte ham, fik det til at løbe koldt ned ad hans
Ryg. »Hvad siger din Ryg?« plejede han at spørge de Venner,
som havde hørt Musiken sammen med ham. Lige saadan finder
man i et af hans Breve fra 1831 under Omtalen af en
Illumination disse Ord: »Det skønneste var Gasrør med smaa Huller;
de straalte næsten pinefuldt.«
I hans Studenterdage udviklede sig hos ham en godmodig,
tør og lidt nonchalant Humor sammen med en vis Opfarenhed
overfor, hvad der forekom ham moralsk forkasteligt.
Hans nedarvede Følsomhed var allerede i Hjemmet blevet
opdrættet til en fremtrædende Sindets Blødhed. »Jeg havde
mange Venner i Skolen, som jeg holdt inderligt af,« skriver han,
»og jeg tror, jeg var af et meget kærligt Gemyt den Gang.«
Hans Medfølelse med Dyrs Lidelser var i hans Drengetid næsten
sygelig stærk. Han satte f. Eks. tilsidst aldrig levende Orm paa
Medekrogen, skøndt hans Fiskeri naturligvis led derunder. Og
havde han forset sig i den Retning, led han heftigt. »En Gang,«
fortæller han, »mens jeg var en ganske lille Dreng (7—8 Aar),
handlede jeg grusomt: jeg pryglede en Hundehvalp, udelukkende,
tror jeg, i glad Fornemmelse af, at jeg var den stærke. Pryglene
kan ikke have været slemme, for jeg er ganske sikker paa, at
Hunden hylte ikke. Men den Bedrift har hvilet tungt paa min
Samvittighed, hvad der fremgaar af, at jeg endnu (i hans 67de
Aar) ser tydeligt for mig Stedet, hvor Forbrydelsen blev begaaet.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
