Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Cand. jur. Will. Behrend: Musiksæsonen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
men der er den Ejendommelighed ved disse Ouverturer, at de staa i liden
indre Forbindelse med den efterfølgende Musik. Navnlig for Manfreds
Vedkommende kunde man trods det, at Biograferne intet antyde derom, fristes til
at antage, at Ouverturen er komponeret eller dog undfanget en Stund før den
øvrige Musik. Den er nemlig i og for sig tilstrækkelig Musik til Byrons Digt.
Der er i den samme himmelstormende Lidenskab, samme mystiske Erotik,
samme Kamp med den dumpe Fortvivlelse som i Digtet; den er overhovedet
saa ypperlig klingende som den er, et af Schumanns værdifuldeste
Orkesterværker. Men til den Ouverture staar egentlig kun et af de efterfølgende
Musikstykker, men det rigtignok ogsaa det dejligste af dem alle, i noget virkeligt
Forbold, nemlig .Manfred taler med Astarte*; de øvrige er som Illustrationer
til vilkaarlig valgte, fortrinsvis de lyseste, Scener af Digtet; saaledes er ikke
egentlig de, men kun Ouverturen „Manfred-Musik*. Og naar man betragter
dem under dette Synspunkt — og saaledes synes ogsaa Prof. Gade at have
betragtet dem, da han ved Opførelsen ikke lod Udtog af Byrons Digt, men
en i den Anledning skreven forbindende .Billedtekst* recitere —, saa vil man
have en rig Nydelse af dem alle, ikke mindst paa Grund af deres store
indbyrdes Modsætninger og deres orkestrale Finhed. Svagest staar det første No.
(Elementæraanderne); Schumann har ikke faaet noget rigtigt Indhold i hvad
de synger og har desuden omgaaedes lovlig vilkaarlig med Byrons Tekst; andre
Numere hører derimod til det bedste, Schumann har skrevet, saaledes det
tindrende lyse: Alpefeen* og det barokke, tykt instrumenterede, Hyldingskor til
Ariman*. Del Forsøg, Schumann endelig har gjort paa at faa en mere forsonende
Slutning end Byrons, er i hvert Fald musikalsk set af den skønneste Virkning. —
Hen, som sagt, først og sidst vil man dog af Manfred-Musiken vende tilbage til
Ouverturen, og det er at haabe, at den snart igen vil findes paa Musikforeningens
Program. — Efter denne Musik fulgte som en fuldstændig Modsætning og derfor saa
velvalgt en Overgang til det øvrige Program, Mozarts saakaldte Vespersang (Ave
verum corpus) for Kor i en mønsterværdig Udførelse. Hvor Vægten ikke mest
ligger paa Massevirkning, men hvor det gælder om haarfin Renhed og Sikkerhed,
om Fylde og Velklang i Tonen, og navnlig om at følge den geniale Fører i
Foredragets sarteste Nuancer, dér yder Musikforeningens Kor noget aldeles
fortrinligt. — Beelhovens Es-Dur Koncert ved Fru Erika Nissen sluttede
Aftenen. Fru Nissens Spil synes siden hendes sidste Optræden her at have
mistet noget af det Liv, den Energi, der hidtil har udmærket det, navnlig
sporedes det i Finalen af Koncerten; men paa den Inderlighed og
Tilforladelighed, hvorved det altid har dannet en saa behagelig Modsætning til
Dusin-virtuosernes hyppige Mangel paa Sundhed og ærligt Arbejde, derpaa er der
ikke slaaet af.
Ved Musikforeningens 2den store Koncert var Midtpunktet
Gades Kantate: Comala, der, efter at have hvilet i 16 Aar, vel — i alt Fald i sin
Helbed — var en Nyhed for de fleste af Tilhørerne. Det, der nu mest interesserer
i Comala er de tre No. Dersagrenas Romance, Aandernes Kor paa Heden
og det store Slutningskor. — Romancen træffer uforlignelig nøje Folkevisetonen,
og der er ved ganske fine Træk (f. Eks. Forslagene i Slutningen) givet den
en vis lokal Tone. — Aandernes Kor er fantasifuldt og af ikke ringe malende
Virkning, men særlig originalt er det ikke, det er tydelig nok en Studie efler
Schubert. — Højst staar Slutningskoret; ikke blot virker det ejendommelig
he-Tilskueren. 1888. 13
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
