Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Dr. phil. S. Schandorph: Teaterindtryk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Da hun selv slog Døren i for sig til Théåtre frangais’s Scene
og dermed til den noble og ærlig følte Tragedie fra gamle Dage,
maatte hun ty til Rabalderstykkeme. Betynget af denne Bagage
har hun slæbt sit Geni Verden rundt. Man kunde græde der
over, hvis man var ung. Nu, da man er gammel, har man Lyst
til at sige til det store Publikum: Du faar de Stykker, du
for-tjæner . . Dyr!
Den aldeles umulige Baron Scarpia, Bargello (o:
Politidirektør) i Rom, blev gjort mulig ved Pierre Bertons højst
smagfulde og beherskede Spil. Københavnerne vil mindes Berton fra
Coquelins Besøg. Det var ham, der saa nydelig sagde den unge
Sømands Vers i den lille Idyl fra Bretagne — ja Titelen har jeg
glemt. Det var ham, som gav Bernard i Mademotselle de la
Seiglibre (Slottet i Poitou), og hvis kraftige Metalrøst gav enhver
Dansk, der forstod hans Sprog, en Forestilling om dets Klang og
Kraft. Han mindes med Glæde vort Teater og Publikum der
hjemme. Han er en Gudsøn af George Sand og kan fortælle
morsomme Ting fra sin Barndom, naar han kom til Digterindens
lille Herregaard Nohant i Berry.
Vaudevilleteatrets nydelige Sal med de originale Linjer i
Logemes Brystværn fyldes af L’affaire Clémenceaur, Dramatisering
af den yngre Alexander Dumas’s adskillige Aar gamle Roman af
samme Navn. Her er Indsnittet gjort dybere og kraftigere end i
gamle George Sands Marquis de Villemer. Dumas har ført sin
egen Sag; som man véd var han jo en uægte Søn af den gamle
geniale Romanleverandør, og den uægte Søns Sag har han ført
i adskillige Stykker. Med Rette eller Urette anser den unge
geniale Billedhugger Clémenceaux sig for udestænget fra det egentlige
Selskab, og med fin Psykologi lader Forfatteren ham betages af
de æventyrlige Eksistenser — en forloren polsk Grevinde og hendes
dejlige Datter Iza, den af Dumas ypperlig skildrede kolde
Skøgenatur, hun, der betragter sit Legeme som et nevtralt Terræn og
ikke ejer Sjæl eller Hjærte.
Billedhuggerens Betagelse af Izas dejlige Former er gjort
forstaaelig ved den dristige, for et dansk Teater umulige Idé, at
lade hende ligge næsten nøgen som Model for ham — naturligvis
paa Scenen er kjødfarvet Trikot det yderste Epiderma. Men selv
Trikoten gengiver alle »Fodfingrene«. Man forstaar Clémenceaux’s
Beruselse, man forstaar hans Had, da han opdager, at hun ikke
er andet end en Skøge — naa, den tragiske Dolk, som altid paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
