Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Herman Bang: Forfatterinder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
eligt som hine laveste Dyr, faste til Havets Bund, optager
Infusorierne — uden at vide det gennem den dovne Iagttagens og
Ørkesløshedens tusende Porer optaget i sig de énsformige Indtryk
af dette evige Hav og dette Skibsliv, Dag efter Dag det
langsommeligt samme?
Kun saaledes kan denne Fortælling være skabt.
Den er ingen Beretning om Liv om Bord — saadan som
Hundreder har givet det, Rejsebeskrivelser fra Søen, mer eller
mindre livfuldt givne af en Passagér. To Venner er Livet
om Bord. Saaledes som det kun gennem Aar kan ubevidst afsætte
sig paa den uendelig langsomt modtagende Plade, som Digterens
Sjæl er.
Denne Plades Billede har Fru Skram skrevet efter.
Og med hvilken Klarhed, med hvilken Vederhæftighed, med
hvilket Mod.
Hvilken vidunderlig Ramme slaar ikke dette Liv om Drengen
Sivert, Sivert med sin Søsyges Kvaler, sin Angest og sine
Skipperløgne, sin unge Drift og sin Hengivenhed — hele denne
Taage-verden, som de seksten Aar er og hvoraf en Gang Mennesker skal
fremgaa gennem Prøvelse.
Bedre Billede af en Dreng er ikke givet i Literaturen.
Skikkelsen ejer al den Heftighed — Frugt af Uforstaaelsen
overfor Livet — al den brændende Trang til at give sig hen, al den
Lidenskab, der endnu ikke véd, hvorhen den skal vende sig —
som er de farlige Mærker for de unge Aar, før Drengen bliver
Mand. Og alt dette er blandet med den drengeagtige
Overlegenhed, med den hvalpeagtige Livslyst, med det Mod, der gaar paa,
alt dette, som fuldstændiggør Skikkelsen og gør den levende og
hél . . .
Ogom Sivert, som sagt, Skibet med dets Færd. Hvor hver
taler sit Maal med sin egen Røst, og hver af disse Folk paa
Havet sés paa Baggrund af sin Historie inde paa Landet. Hvor
kender vi dem ikke — Kok og Sejlmager og Kaptejn, kender dem,
saa vi véd med det samme Besked om Konen, om Kæresten og
Moderen, kender dem saaledes som den mægter at give Mennesker
i ét Træk, i to Ord — den gode Kunst.
Saa disse Optrin da. Det er ikke en Storm paa Havet, vi
sér glimrende malt — det er et Uvejr, vi har oplevet. Oplevelsens
Angest rejser dette Hav i Bølger, Oplevelsens Erindringer mørkner
17«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
