Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ud af Billedbogen, Hr. Pio var dreven i Stemme og vims i Bevægelser og
Hr. Lindemanns Maskes Fruentimmersjattenhed dannede en pudsig
Modsætning til Skrædderens Don Juan-Tilbøjeligheder. Saa vidt var alt vel, men
Hr. Kjerulf havde tilsat Æventyret den traditionelle Operette-Kærlighedsintrige,
og her manglede han Støtte i Udførelsen; Hr. Nalhansen var en ærlig, men
altfor ubetydelig Prins Per, og Elskerinden magtede ikke al løfte Tekstens
trivielle Ord op i Æventyrets Verden.
Selve Kejserens Vandring i bar Skjorte er altfor kortvarig til at gøre ret
Virkning; havde man ladet Kejseren passere ud af Slottet gennem den maabende
Menneskemasse og videre ud i Gaderne (o: Kulisserne), havde man fremdeles
ladet Raabet: „Han har ingenting paa!‘ begynde langt inde i Mængden og saa
stige, til det tilsidst som en brusende Folkebølge fyldte alle Gader og Torve,
medens Kejseren som en vaad Hund søgte til sit Slot igen, vilde
Slutningsscenens Støjen og Virvar maaske have lænket Sejren til Kejserens nye Kiteder.
Hr. Kjerulf havde her aabenbarl næret en Frygt for at blive langtrukken, som
andre Steder havde været bedre paa sin Plads.
Teksten bærer helt igennem Vidne om, at Forfatteren ikke er nogen
kræsen Kostforagter, men tillige om, al han ejer en komisk Aare, der vel nogle
Steder rinder bred og uklar, og andre Steder snegler kun sparsomt og sindigt
frem, men intet Steds bliver helt borte.
Teksten i Dagmarteatrets Operette Fregatten Jylland er derimod under
al Kritik, og sikkert har kun Personalets Nødstilstand holdt denne fladbundede
Skude oven Vande i flere Uger. Dette Teater har ogsaa en Neumann, men
han, Hr. Viktor Neumann, viser for hver ny Operette-Rolle, han faar,
at han langt fra er den Himmelhund af en Grimasør som Broderen; hans
Talent, der maaske er mindre, viser hen til mere moderne Opgaver, i Broderens
Rollefag er han som oftest kun kedelig.
Folketeatret har sejrrig bestaaet Konkurrencen: dets Spegepølse er
bleven Sæsonens store Trækplaster, saa ilde staar det til med Kunstsansen i
den danske Hovedstad.
Dette Teaters seneste Forestilling fik ikke noget langt Liv. I den gamle
Vaudeville Michel PSrrin formaaede end ikke Hr. Kollings over Nørregade
store Autoritet at frelse Titelrollens enfoldige Guds Faar af en Landsbypræst
fra Latterlighedens Grundskud. For øvrigt er det en højst skadelig Overtro, at
denne Skuespiller har nogetsomhelst Talent for rørende Roller; han griber i
disse til uægte Midler som hule Mavetoner og krumme Knæ, og naar han i Ulykkens
voldsomste Anfald holder Hænderne foldede foran Maven, frembyder han et
kun ynkeligt Skue. Nej hans Omraade er de københavnske Smaaborgere, de bliver
i hans Fremstilling næsten altid ægte; tag blot Glerup i Den lykkeligste Dag:
trods Kisteklæderne har han intet af sit dagligdags Væsen aflagt, hverken
Dagens fedtede Butikslune eller Aftenens støjende Keglebanehumør. Som
Politimesteren i Michel Perrin viste Hr. Zinck sig som den Galfrands af en
Farcør, han kan være; i sidste Akts Forvirring slog han ellevild Gækken løs,
tumlede om som den øreste Flue, slog] ud med Arme og Ben, virrede med
Hovedet o. s. v,, og til alt dette kom endnn Masken, den kosteligste Karikatur
af et Menneske i Abelignelse.
(Afsluttet den 19de Marts 1888.)
Arthur Aumont.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
