Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - K. E: En Lærer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Greve blev med én Gang trukket ind i det selskabelige Liv
i Byen. Fru Konsulinden gjorde Begyndelsen, og de andre fulgte
efter. Han blev snart aldeles uundværlig. Det led paa det sidste
med Føret, det gjaldt at benytte det, der blev arrangeret en
Kanefart til en Gaard oppe ved Fjorden. Der skulde danses og
køres tilbage i Maaneskin. Greve skulde køre Bolette Gjertz.
Slæderne begyndte at samle sig paa Torvet. Helga stod ved
Vinduet og stirrede bort over Strandgaden, den Vej maatte Greve
komme. Hvor hun misundte Bolette. Tænk køre hjem i
Maaneskin med Greve. Saadan tæt op til hinanden, hans Arm om
hende, Maanen bort over Sneen, og der i Skyggen af Skoven,
der hvor det mørkned, hvor det damped af Hesten som hvid
Taage, der skulde han kysse hende, som han havde gjort den
Dag paa Skolen. Og saa skulde hun ikke en Gang være med.
Hun holdt ikke ud at være til Stede, da Greve kom op for at
hente Bolette, men sprang op paa sit Værelse. Hun kasted sig
paa Sængen med Ansigtet ned i Puderne og knytted Hænderne,
saa der blev en liden hvid Plet paa hvert Led paa hendes lille
lubne Barnehaand. Hun holdt saa af Greve, at hun syntes
formelig, det rørte sig for Brystet paa hende, bare hun tænkte paa
ham. Med én Gang rejste hun sig op. Tænk om Greve kom til
at synes om Bolette.
Hun kunde ikke ligge i Ro længere. Nej, det var rent
umuligt, at han kunde bli forelsket i hende. Men tænk om han
gjorde. — Hun angrede paa, at hun ikke havde været nede, da
han kom, hun skulde snart set det paa ham. Hun sad ikke i
Ro et Øjeblik, hele Tiden tænkte hun paa Greve og Bolette. Nu
er de der, og nu er de der, nu kører de kanske ned paa Isen —
aldrig i Verden kunde han bli forelsket i Bolette, som havde
saadan tyk Næse.
Helga havde bestemt sig til at ligge vaagen til Bolette
kom hjem, men del drog saa længe ud, at hun sovnede. Hun
vaagnede ved, at Bolette gik gennem hendes Værelse, der sad et
friskt, køligt Pust af Vinternatten i hendes Pelsværkskaabe, som
hun kastede fra sig paa en Stol lige ved Helgas Sæng. Bolette
strøg Fyrstikker af, først en, to, flere, det hørtes næsten, som
hun skjalv paa Haanden. Helga var med et lysvaagen. »Hvor
mange er Klokken«? »Halv fem, tror jeg«. »Saa mange — har
du moret dig« ? »Moret«, gentog Bolette, hun havde endelig faaet
tændt Lys og strævede med Sokker og Ydertøj, »det er i Grunden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
