Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - K. E: En Lærer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ikke — hun stampede næsten med Foden i Gulvet, det smukke,
lidenskabelige Barneansigt gløded i Skinnet af Ganglampen. »Aa
langt fra«, sagde hun tilsidst ganske højt, idet hun trak Kaaben
af sig.
Men det om Bolette og Greve var en Gang kommet ind i
hende og vilde ikke ud igen. Hun passede paa Bolette, og hun
passede paa Greve, hun blev ganske syg. Helga har Blegfeber,
hedte det, værsgod tag Jæmpiller. Store, ækle, bløde Jærnpiller
i gult Støv. Hu, hvor hun hadede dem. Og saa gyselig dumme
Folk var, Doktoren og Mama og Bolette og Papa ogsaa. Give
hende Jærnpiller, fordi hun var glad i Greve.
Bolette og Greve var begyndt at spadsere lange Ture
sammen. Helga gik efter, aa hvor hun maatte lyve og komme
med Udflugter, ellers vilde Veninderne være med, og hun vilde
helst gaa alene. Men naar hun saa Greve og Bolette paa lang
Frastand, saa krøb hun op i Hejen og laa der og lytted, om hun
kunde høre, hvad de talte om. Men de bare hvisked og lo.
Saadan lo Bolette aldrig hjemme. Den laa ligesom efter hende
langs Vejene den Latteren.
En Dag Helga kom hjem fra Skolen, saa hun Greves Hat
i Entreen. Hun trak Pandehaaret ned i Øjnene ude ved Spejlet
i Entreen, og da hun syntes, hun var svært bleg, gnidde hun sig
i Kinderne med et Par sammentullede Handsker. Inde i
Altanværelset stod Greve og Bolette. »Maa jeg præsentere dig min
Forlovede, Helga«. Et Øjeblik var der noget, som drejede sig
rundt, Værelset eller Solen eller Bolette, men saa med én Gang
blev hun aldeles rolig. Hun huskede bare siden, at hun havde
sat sig ned paa en af de grønne Fløjelstaburetter, og at hun
havde siddet og knuget Kvasterne sammen og ladt dem svinge
frem og tilbage, rykket i dem og svinged med dem igen, saa
Moderen til Slut sagde, at hun ødelagde dem, og skulde la
det være.
Nu var alting forbi. Tænk, han saa aldrig mere paa
hende. Tænk, leve hele Livet med en saadan Sorg. Og hun
kunde gærne bli tredive Aar gammel, og nu var hun bare en
Maaned over fjorten. Aa hun havde en Hovedpine saa rædsom,
hun laa paa Sængen hele Dagen. At det skulde være saa
frygtelig at leve, og for to tre Maaneder tænkte hun aldrig paa noget
saadant. Og at det ikke var længere end siden Jul, at Sofie
Carlsen og hun havde kogt Budding paa Dukkekomfuren og
Tilskueren. 1888. 21
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
