Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Kaptajn W. Dinesen: Tre smaa Krigserindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Naturligvis befalede jeg Kusken at køre mig tilbage til
Tatar-Bazardschik. Nu traf jeg paa Stationen en af disse Herrer, som
vist følte sig lidt flov fra sidst og skaffede mig en Kupé for mig
alene, hvori jeg sov til Adrianopel, som vi først naaede næste
Morgen.
Her standsede Toget og skulde ikke længere. Det gjaldt
imidlertid om at komme videre: Russerne vare gaaede over Balkan,
det drejede sig kun om Timer, før den første Kosak vilde vise sig
i Sultanernes gamle Hovedstad; men endnu var Banen til
Kon-stantinopel aaben, og der holdt et Tog paa Skinnerne med et
dampende Lokomotiv for. Baade Englænderne og jeg bleve paa
Stationen. Men efter at vi vare lukkede ind i Ventesalene, laasedes
Dørene ud til Perronen og Toget blev fyldt med syge og saarede,
der bares gennem Bagagerummene. Den Vej vilde Englænderne
ogsaa, men bleve kort og godt afviste; de forsøgte det med deres
Papirer, talte Engelsk til Embedsmændene, vilde tvinge sig igennem:
alt forgæves. Saa satte de sig resigneret hen paa en Bænk i
Forstuen.
Jeg fik fat i Billettøren, i Stationsforstanderen, i
Togføreren, fremviste den mest smigrende Anbefaling fra Krigsministeren
og min Skrivelse fra Jærnbane-Direktøren, hvorefter jeg kunde
rejse med alle Tog, men fik overalt den Besked, at dette var et
Tog med saarede, hvormed der aldeles ikke kunde komme andre,
ikke en Gang Storviziren, om han havde været der.
Saa opdagede jeg en Læge, jeg kendte, der hjalp til med
de saarede.
»Det er Enden paa Enden,« sagde han. »Vi rømme
Sultanernes gamle Palads. Det er en Ynk at se paa. De fleste af
disse Mænd kunne ikke taale Transporten og ville dø, og vi have
sagt dem det, men de ville ikke blive, de ville dø under
Halv-maanen — dette er endnu det sørgeligste, jeg har set« — og
Taarerne trillede ned ad hans Kinder.
»Jeg skulde gærne til Konstantinopel,« sagde jeg. »Men
dette Tog bliver vist det sidste. Saa maa jeg vel rejse om ad
Wien.«
»Kom med mig,« afbrød Lægen og trak mig ud til Toget.
»Vil De passe de saarede i denne Waggon?« og saa bandt han
mig et hvidt Bind med en rød Halvmaane om Armen.
Saa gik jeg ud og hentede min Bagage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
