Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Dr. phil. S. Schandorph: Teaterindtryk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Balzac, som ellers i Masser af Fortællinger har
individualiseret resignerende Kvinder med Mesterskab — jeg behøver blot
at minde om Eugénie Grandet og den lille blege Demoiselle (hvis
Navn jeg har glemt) i det lurvede Pensionat i Le Peré Goriot
— Balzac har i Dramaets snævre Ramme maattet indknibe Fru
Mercadet og hendes Datter som et Par Helgeninder i saadant et
Skur af en Koncha. I Moderens Ansigt er der endda løbet
menneskelige Linjer ind. Hendes Tro paa Mandens Geni, den Ømhed,
hvormed hun taler til ham, naar Skyerne samler sig om hans
Hoved, er skøn Lyrik. Men Frøkenen er ikke stort mere
individualiseret end Elskerinden i Køge Huskors. Hun er dejlig fra
Top til Taa, en kridhvid Englefigur, der bare mangler et Par
meget store Fjervinger paa Skuldrene.
Af Spekulanterne har Balzac faaet en fuld, livssand
Skikkelse dannet i de la Brive, en Industriridder, der skinner af
Pomade, blegfed, glat kæmmet, klædt som en Model i et
Skræder-etablissement af første Sort, som lyver sig en adelig Titel til, og
som endog en Tid bedaarer den drevne Mercadet. Jeg kunde
ønske, at alle, der holder af god Komedie, kunde se Febvre i den
Rolle. Det kan vel være, at hele hans Tilsyneladelse synes mere
at høre til vor end til Balzacs Tid, men Stykkets hele fantastiske
Karakter gør, at det ikke vækker mindste Anstød. Denne Fyr
har været med til alt; han har spist trufferet Kalkun og drukket
Chainbertin og Veuve Clicquot hos »Les trois fréres Provengaux«,
han har til andre Tider nøjedes med de Restauranter, om hvilke
Balzac siger (i Le Pére Goriot), at de kun serverer Beafsteak,
»naar der har været en usædvanlig Dødelighed mellem
Droschke-hestene i Paris«; en Dag har han smudsige Fingre, næste Dag
en — ægte eller uægte — Diamant paa Lillefingeren.
Leloir spiller en anden af Kreditorerne, en ganske lille
Rolle. Det er en Sammentrængning af den visne Aagerkarl
Gobseck fra Balzacs Romaner, et lille Mesterstykke af Kunst.
Denne slunkne Mave hungrer efter Guld; denne lurvede Frakke,
denne ræverøde Hat tørster efter saa meget ægte Broderi, saa
mange ægte Stene, som der kan ligge paa dem — men Ejeren
skulde nok sørge for, at de aldrig blev syede paa. Leloir viser
sig som en kyndig Læser af Balzac.
Her i Frankrig betragter en Skuespiller det som en
ufravigelig Pligt at studere sit Lands Literatur. En illiterær og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
