Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - E. Skram: Literaturoversigt. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
saa stiger Maanen op over Fjorden
og gnistrer i Duggen med Glimt af Staai
— dissvøbt og søvnfangen drikker Jorden.
Drømme af Nathimlens blegblaa Skaal.
En saadan Forestilling om Tusmørketimemes puslende
Vandring med Liget af Solen imellem sig rummer ikke lidt af det
beskrevne Naturskuespils Storhed. Og Maaneskinnets Ro glider
ind i Linjerne ved Ord som disse, at den søvnfangne Jord drikker
Drømme af Nathimlens Skaal. Ved »dugvaad« og »blegblaa« og
»dissvøbt«, ved Pragten i det hele og Rytmernes brede Fald
fremkaldes saa hos Læseren den stille Sansning paany af dette
Sommeraftenliv, som de fleste vel en og anden Gang har været
greben af; og at Jorden skal drikke sine Drømme af den uhyre
omvendte Skaal, der helt omfatter den, volder som det staar
her vel nogen, men ikke ødelæggende Forstyrrelse. Der er ikke
Tvivl om, at det er en Digter, vi har for os. Han kan tvinge
vor Stemning efter sin, og det kan han i Kraft af sin Ævne til
at fange Syner og den Sprogets Gave, han i en sjælden Grad
besidder.
Men han misbruger denne Gave. Mange af sine Vers har
han digtet med Ord, som der skal Arbejde til for at forstaa; de
er for fyldte af Tanker og Billeder. Et Sted siger han om sin
Uro ved Forestillingen om Døden, at »paa Rygmarvens hvidgraa
Stængel skælver min Hjæmeblomsts tankefostrende Blade«, og
det er netop Ulykken, at der ikke sjælden er som en anspændt
Skælven at mærke i Frembringerens Hjærne. Var der ikke denne
Anspændthed, vilde han have større Magt over os. Han kalder
den første Sne, der falder, »det første hvide i Aarets
bladfaldsbrune Manddomshaar«, og om Nymaanen udbryder han: »den
fosterkrumme Maanekim slaar Lyn (!) af Dalsø-Spejlets Flint«,
han taler om »karske Viljers Ynglingslægt« og hæver i et Digt
om »Tusmørke« nogle gammelmandsdumme Udfald mod Tiden
til saa verdenshistorisk en Sag som at »de revsed Tankens
grækerfrie Hav med Xerxes-Svøbers Slag« osv., og dette er kun nogle
tilfældige Fund paa et og samme Blad (Side 54—55).
Dette er ikke nøgtern Kunst, og det er i det hele saa godt
som intet, af hvad Johannes Jørgensen skriver — man læse dog
et lille Digt »Paaske« —, men man har før end i Dag slaaet
Digtere og aandelig berusede Folk sammen, og hvor Sutungs Mjød
virker som i disse »Vers« til at frembringe en vel ungdommelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
