Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - E. Skram: Literaturoversigt. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I den anden, Solvejg, der er lige saa meget bedre som den
er kortere, har Stilen faaet dette Udseende:
Han stod bøjet over hende med det rare, lyse Smil, hun kendte saa
godt fra samle Dage, og gav hende venlig Haanden, medens han sagde et Par
høflige Ord, at det glædede ham at se hende igen. Det var saamænd længe
siden. Haabede, hun ikke helt havde glemt ham.
Hun slog Øjnene ned og rødmede højt.
Da hun atter saa op, havde han allerede vendt sig hort o. s. v.
Der er en Udvikling i dette at spore fra Vedtægt hen
imod Natur.
I den sidste endelig, I Forbigaaende, der i Slutningen
indeholder en paaagtelsesværdig Skildring af en ung Mands Møde med
en Veninde, det er gaaet galt, og som han skal trøste, er der
to Slags Stil. Den ene ser saaledes ud:
Den Verden, der joner paa Strøget Efteraarsaftener ved Nitiden, var
stærkt repræsenteret. Det var mærkelig højrøstede og højtleende Damer, af
den Slags, man ikke tager fejl af. Og der var unge Kavalerer, parvis og
klumpevis, — med Cigarerne hængende slapt-elegant i Mundvigene og Stokkene
under Armene paa den for Næstens Øjne mest truende Maade — medens de
sløvt drev af Sted. — Hele den sædvanlige, aftenlige Københavner-Parade.
Den anden har følgende Karakter:
En Stund sad vi tavse paa den klamme Bænk i den regnlunge Taage.
Omkring os den menneskeforladte Bulevards store tomme Øde. Igennem Taagen
og Mørket intet fast Punkt at skelne i den kolde, drivende og dryppende
Fugtighed. Under vore Fødder den sjappede, opblødte Muldjord med visne, raadne
Blade i henflydende Opløsning o. s. v.
Som man ser er der i disse Stilprøver en stødvis Bevægelse,
der maaske — for Oscar Madsens Vedkommende — kunde
betegnes med Ordene ud, op, ned og frem, og det er Umagen værd
at lægge Mærke til dem, de angiver nogenlunde nøjagtig den
literære Manér, i vore Dage, den Samling af Ord og Vendinger
og Synsmaader, som er sunket ned til at blive Fælleseje for de
usikre blandt Begynderne. De trykker den saa yderligere ned.
— Hvilken Betydning Oscar Madsen vil faa i vor Literatur, er
det endnu tilladt at gætte paa.
Isbjørnen er Henrik Pontoppidans glimrende intet fra
i Fjor. Han kalder Fortællingen et Portræt, — det maa da være
malet efter andres godhedsfuldt overladte Tegninger. Med andre
Ord, Bogen er skreven ud af det Indtryk, som mundtlig eller
skriftlig Meddelelse har gjort paa Forfatteren; han har nemlig
aldrig set den Mand eller det Liv, han fortæller om. At der kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
