Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Som Fru Hennings’s Beatrice lod sig til Syne første Gang ved Festen,
mindede hendes glædestraalende Ansigt langt mere om det artige Barn, der
paa sin Fødselsdag modtager en hel Del smukt Legetøj, end om den unge
Kvinde, der efter Aars Indespærring i Klosterets kolde Ro nu atter træder ud
i Dagens klare Lys og med Lyst fylder sine Lunger med den friske Luft.
Og denne Barnlighed opgav hun ikke paa noget Sted, hendes Beatrice vilde
umuligt have kunnet lønne de to bejlende Sangere saa fint, som hun gjorde,
og langt mindre vilde hun have ejet Snarhed og Vilje til at henvende sig til
Dante om Faderens Benaadning, ti denne Beatrice var for spæd til at have
nogen Tanke om Statens Anliggender.
Stemmeføringen var nøje passet til den øvrige Bamesødhed: Ordene
kom enten nølende i en bønlig Om-Forladelses-Tone eller hoppende i kvidrende
Henrykkelse. Lukkede man Øjnene til og brugte kun sin Hørelse, vilde ingen
have anet, at det var en fuldvoksen, kærlighedsbesejret Kvinde, der talte, nej,
Ordenes Lyd og Stavelsernes Fald vilde meget snarere ledet Tanken hen paa
en 10—12 Aars Pige, der snart for sin strænge Fader bekendte en Uartighed,
snart hoppede og klappede i Hænderne af Glæde over en prægtig Bold
eller sligt.
P Ogsaa Bevægelserne var læmpet ind i den øvrige Barnealder: ved hvert
Ord, der gjorde Indtryk paa Beatrice, strakte Fru Hennings den nederste Del
af Armen ret ud, var Indtrykket glædeligt, rundedes Hænderne lidt opad som
for at opfange en nedfaldende Genstand, var det derimod sørgeligt eller
rædselsfuldt, førte hun Armen en Smule tilbage, medens Fingrene skiltes ad, og var
Arme og Hænder først komne i disse Stillinger, forblev de dér i lang, lang Tid.
Denne Plastik gjorde et højst primitivt Indtryk, den vidste mindst af alt at
gøre Ende paa en Stilling, og blev derfor krampagtigt staaende i den én Gang
indtagne. Disse Bevægelsers grundige Uheldighed viste sig vel tydeligst i
Beatrices Dødsscene; hendes Leje var anbragt paa en Forhøjning: naar Fru
Hennings, staaende paa den yderste Rand af denne, med foroverbøjet Overkrop
strakte Armene vuggende frem, gjorde denne Stilling Indtryk af at høre mere
hjemme i Balancérkunsten end i Tragedien.
I øvrigt var denne sidste Scene fra Fru Hennings’s Side Højdepunktet
af forfejlet Skuespilkunst. Beatrice har her en Drøm at fortælle Dante, hvad
gjorde nu Fru Hennings? Fortæller hun denne Drøm? Nej, hun kvidrede
Ordene frem i en henaandet Deklamation, skøndt næsten hveranden Linje
indeholder et direkte tiltalende „Du“, fæstede hun end ikke én eneste Gang Blikket
paa ham, den elskede, men stirrede stift ud i det tomme Rum. Da Beatrice
i denne sin Fortælling beretter, hvorledes hun har bedt Hadonna frelse ham,
lagde Fru Hennings Hænderne andagtsfuldt sammen, som troede Beatrice sig
at staa for Madonnas Aasyn, og saa fulgte Ordene i en lige udsprungen Bøns
Tonefald. Fru Hennings’s Spil her kan i kort Begreb udtrykkes saaledes:
hun lader Beatrice i sin Dødsstund for Dante aflægge en lille net Prøve paa
sit Skuespillerindetalent, men er det rimeligt, vilde det ikke være meget
sandsynligere, om Beatrice med Armene om Halsen paa Dante eller med
hans Haand i sin, men fremfor alt, Øje i Øje ganske ukunstlet fortalte ham
sin Drøm.
Fru Hennings’s Beatrice vil sikkert blive vor Skuespilkunst til stor Skade,
ti ingen har som hun Autoritet over Publikum og Efterlignere blandt Skue-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
