Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Geheimearkivar A. D. Jørgensen: Den danske Bondes Stavnsbaand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hoveri, ligesom Mænd, Kvinder og Børn var livegne fra den Dag
de blev fødte. Livegenskabets Ophævelse i Pløn er det første
tydelige Tegn paa, at en anden Erkendelse, begyndte at gøre sig
gældende i Regeringskredsene; det var allerede i Aaret 1765, altsaa
over 20 Aar før Stavnsbaandet løses.
Sagen gik nu fremad, idet ogsaa andre Mænd tog Kampen
op. Der var en anden Tysker, O eder, som faa Aar efter skrev
om den danske Bondes Udfrielse fra Stavnsbaandet; han indlagde
sig store Fortjænesler ved at drøfte Sagen praktisk og vise,
hvorledes den kunde gennemføres, hvorledes man skulde bære sig ad
for ikke at gaa for hovedkulds til Værks, for at sikre sig en jævn
Overgang, at de tilsigtede Goder virkelig kom paa de rette Steder,
saa Bonden fik fuld Nytte af dem, og ikke maaske fra den ene
Ulykke faldt i en anden. Der kom saa imidlertid en lang
Stansning i Sagen, idet adskillige Statsmænd af den ældre Skole slet
ikke kunde gøre sig fortrolige med den Tanke, at det kunde gaa
an at løse Stavnsbaandet. De sagde: Naar vi løser dette Baand,
vil alle Mennesker vandre bort fra de daarlige Jorder til de gode
og fra de gode til Købstæderne, der vil ingen blive ved
Landbruget, Landet vil komme til at ligge øde, og Staten vil ikke
mere være i Stand til at inddrive sine Skatter og opretholde sin
Tilværelse. Saaledes gik adskillige Aar, i hvilke et Hold af
Statsmænd stod lige overfor et andet, et Hold af Forfattere
lige overfor et andet, og hvor der især blandt Godsejerne var
meget modstridende Meninger om, hvad der burde gøres. Der
var mange Godsejere, som talte varmt for Bondens Frihed, men
der var selvfølgelig mange flere, der af en eller anden Grund
frygtede for, at de vilde miste alle deres Bønder, naar Stavnsbaandet
blev hævet. Vægtskaalen syntes i adskillige Aar at staa lige, og
naar man sætter sig tilbage paa den Tids Standpunkt, maa man
sige, at ingen den Gang kunde vide, til hvilken Side den vilde
synke. Naar da den ene Skaal, Frihedens Skaal, omsider sank,
til Held for Folk og Rige, saa skal det mindes hos os og især
paa denne Dag, naar vi fejrer Hundredaarsfesten, at det var den
kongelige Enevælde, som lagde sit tunge Spir i den og fik den til
at synke. Det var jo den unge Kronprins Frederik, som den
Gang sad inde med den højeste Magt og det var hans Vilje, som
trængte igennem. Man maa højlig rose de Mænds Fortjænester,
der raadede ham og ihærdigt talte Frihedens Sag, men det er jo
saa, at Retten eller Sandheden trænger til at støttes af Magten,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
