Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Emil Hannover: Dansk Malerkunst paa den nordiske Udstilling 1888
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det kommer sig deraf, at Frk. Wegmann ikke ser dybt nok
I sine Modeller. Hun erindrer ikke, at der er intet saa mangfoldigt,
intet saa skiftende mangesidigt, intet paa én Gang saa dybt og bredt
og lyst og mørkt som en Menneskesjæl. De store Portrætkunstnere
have intet haft i sig af Øjebliksfotografiens Ævne til at fastholde
on flygtig Stemning, en hurtig Bevægelse. De har enten kendt
eller forstaaet følsomt den Lykke eller den Sorg, den Ydmyghed
eller det Hovmod, den Kløgt eller det Enfold, den Kærlighed eller
den Ufølsomhed, som laa skjult inderst inde i deres Modeller, og de
har skaanselløst eller andægtigt bragt disse Ejendommeligheder
frem i Overfladen af deres Billed. Der skal en Guldvaskers
Taalmod og Udholdenhed til at finde de mangeartede Bestanddele,
der udgør et Menneskes Karakter. Frk. Wegmann tror øjensynlig,
i Sagen er simplere, at alene en Gebærde, en Stilling, et Blik
kan skildre et Individ. Dermed være det ikke sagt, at hun ikke
ogsaa trolig studerer sin Models Særegenheder. Tvært imod!
Men hver lille Form, hun modellerer, forraader, at Formernes
indre Sammenhæng har hun ikke forstaaet tilstrækkelig
indtrængende, og at hun mangler den fulde Bevidsthed om, at dette
eller hint i hendes Model er der af denne eller hin skjulte
Grund. Det er smukt at være elskværdig i sin Opfattelse af sine
Medmennesker, men for en Portrætmaler, der stilles overfor de
forskelligste Opgaver, er Elskværdigheden ikke den mest absolute Dyd.
Frk. Wegmanns sidste Arbejde, et legemsstort Portræt i hel
Figur af en ung, blond, elegantklædt Kvinde hører baade i
Henseende til Skildring og Kolorit til Kunstnerindens svageste Billeder.
Derimod har hun aldrig malet bedre end i det lille Portræt af en
sortklædt Dame, som fandtes paa Foraarsudstillingen 1887, og
som er en sand Perle i Retning af delikat Behandling, — et Portræt,
i hvilket Frk. Wegmann tydelig har vist, at hun kan komme
længere til Bunds i Tingene, end hun almindelig kommer. I den
utrolig smagløse Ramme, der omgiver dette Billede, harFrk.Wegmann
ingen Del.
Det kan vel siges uden Indiskretion, at der paa Udstillingen
findes en Gruppe af en særlig Art, nemlig fem Portræter af
Kunstnerhustruer. Det er ingen Tilfældighed, naar et Par af disse
Billeder hører til Udstillingens bedste, ti det er altid store Følelser:
blind Kærlighed, stor Skønhedsdyrkelse, fuld Sympati, inderlig
Medfølelse, der har avlet den største Portrætkunst. Forrest i
Rækken af disse Portræter paa Udstillingen staar der ét, hvis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
