Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - A. O. E. Skram: Literaturoversigt. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
indlader sig paa halsbrækkende Opkøb af dennes egne Papirer,
og paa samme Maade har Etatsraadens smukke Datter det over
Grossererens Datter i Striden om en Kærreste. Men det er
selvfølgelige Ting. Grossereren er nemlig ikke det mindste af en
finansiel Størrelse og ejer end ikke Spor af Modstandsævne, da
Elatsraaden lader ham falde, og Kærresten viser sig allerede i
første Omgang som en Pjalt. Der er her ikke Spørgsmaal om
Magt og Overmagt, men simpelthen kun om den Overlegenhed,
som mange Penge giver over faa eller ingen. Det Tillæg af
Hensynsløshed og Beregning, der er paa de riges Side, spiller
ingen Rolle ved Afgørelserne, det gyder kun lidt mere Malurt i de
lidendes Bæger. Kampens Udfald bestemmes ikke af de
paagældendes Moralitet.
Der er imidlertid en anden Slags Kamp i Stykket, og
muligt er det den, hvorpaa det kommer an. Grossererens Søn,
Journalisten Herman Rud, har i sin Avis angrebet nogle af
Etatsraadens Foretagender, og denne viser sig ømfindtlig overfor
disse Angreb. Han gør adskillige og nok saa ufine Forsøg paa
at faa Rud til at høre op med sine Artikler. Men det lykkes
ham ikke, og da han ved at lade den gamle Rud gaa økonomisk
til Grunde mister det eneste Baand, han var naaet til at faa lagt
paa Sønnen, og denne saaledes uhindret kan fortsætte Angrebene,
henstaar det ved Komediens Slutning som uafgjort, hvem af de
to, den ubestikkelige Avismand eller Pengematadoren, der er den
stærkeste. Heller ikke her er vi altsaa kommet til at staa Ansigt
til Ansigt med den »Overmagt«, som Stykket bebuder.
Og om flere Overmagter vil der ikke kunne være Tale.
Ti at den djærve Josefine Rud, den ældste af Hermans to Søstre,
ryster Kærrester af sig, naar de bliver hende til Besvær, som en
Hønsehund gør det ved det Smaatkravi, der under dens Virksomhed
i Skov og Mose kan have sat sig fast paa den, aabenbarer ganske
vist en ikke ringe kvindelig Styrke, men Overmagt — ? Det har
der næppe været ment dermed.
Det er altsaa ikke ved Paavisningen af Magtfordelingen i
de skildrede Forhold at Stykket har sin Fortjæneste. Tvært imod
det er en alvorlig Brøst ved Overmagt at vi opholdes ved
Bankdirektørens lange Forklaringer. De er os ligegyldige, fordi vi
ikke har Midler til at bedømme, hvad der er sandt, og hvad der
er falskt i dem. Og det forekommer os besynderligt, at
Forfatteren vil tillægge Herman Ruds Avisartikler virkelig Betydning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
