Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Emil Hannover: Nogle Billeder paa den franske Udstilling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Linje for Linje kan man følge Farven over hele Lærredets Flade,
og der er ikke et Punkt, paa hvilket den skurrer.
Der er absolut intet Portræt paa Udstillingen, der taaler
Sammenligning med Dubois’. Det mærkeligste — ikke det bedste
— der ellers findes, er Besnards Dameportræt, der i Foraaret
1886 var udstillet i Paris. Det vakte dér Opmærksomhed, ti det
ejede en Egenskab, som altid vil gøre sig bemærket paa bedre
Egenskabers Bekostning: en unaturlig, men derfor ikke mindre
interessant Kolorit. Jeg tilstaar dog, at Portrætet Dag for Dag
har faaet mere Værdi for mig, og at det var mig paafaldende, at
det endnu — to Aar efter at jeg havde set det første Gang —
stod præget lyslevende i min Hukommelse. Og det kan ikke
nægtes, at der i dette Portræt er en vis Storhed i Opfattelsen,
megen Holdning og megen Elegance. Det er i Enkelthederne
ganske vist meget løst, i Tegningen overmaade rigt paa Manér,
men det bringer som Helhed den Virkning, som en pragtfuldt
klædt og smuk Kvinde frembringer, naar hun uventet træder ind
ad en Dør, — en »Apparition« som ikke kan foragtes.
Henrivende er ogsaa den changerende Farve i Silkekjolen: alt andet
end henrivende rigtignok samtidig den gule Farve i Damens
Ansigt og i Baggrundens Liljer.
Ca ro lus Duran er Parisermodens Maler. Der er i hans
Portræter mere chic end Karakter, mere Smiger end Sandhed,
mere Interesse for Modellen end for Kimsten. Hans Billed af en
Englænderinde med blond purret Haar, med en stor sort Hat og
sort Atlaskkjole er lige ned til den koket fremstrakte Fod en
parisienne af det reneste Vand. Der er noget i hendes
Hoved, der minder om Me Vigée Lebruns Selvportræter, og
der er i det hele noget i Durans Portrætkunst, som han har
tilfælles med hin behagelystne Kunstnerinde fra Aarhundredets
Begyndelse. Han er som hun umaadelig forekommende mod sine
kvindelige Modeller; han forstaar saa godt at give dem dette
Stænk af det demi-mondaine, som alle Kvinder officielt foragter,
men hemmelig elsker. Og endelig har han den Egenskab, som
altid vil betinge en Modemalers Succes: han kan male hurtigt og
dog sirligt uden at trætte sin Model.
Saasandt som Carolus Duran er en Mand, der kan fange
Hjærter hos alle Københavnere, som smægter efter Paris’ Elegance,
er Bon nat en lidet tiltalende, en kold, en barsk Maler. Hans
Portræt af Pasteur med sit Barnebarn er i Farven et raat og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
