Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Herman Bang: Vore Teatres Dekadence
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og for at ægge Interessen og give det sygnende Teater et
Skin af Liv, blev det Direktørernes Bestræbelse at vise os — nye
Ansigter.
Det var en Jammerens Horde af Debutanter, de sidste Aar
drev frem over Teatrene. Man tog dem uden Vragen baade fra
Provinsen og fra Gaden. Aldrig har Skuespilpersonalerne været
saa talrige som i disse Aar, hvor Skuespillerne er blevet saa faa.
Ind foran Kulisserne drog all hvad Puls, Jakobsen, Petersen,
Hagen, Wendrich, Aagaard héd og Scenen forblev — lige tom.
Enten havde de slet intet lært eller de havde
samvittighedsfuldt tilegnet sig Provinsernes Unoder. Og deres Syndflod, der
altid vilde have været farlig, brød nu ind over Teatrene paa en
Tid, der gjorde den rentud skæbnesvanger. De kom i et Øjeblik,
hvor Traditionerne, i Mangel af tilstrækkelig kraftfulde og
imponerende Bærere var i Færd med at miste deres Magt over de
unge, en Magt der er den sidste Støtte for en Kunst uden
plandreven Skole; hvor Ensemblerne forvirredes ved altfor forskelligartede
Opgaver, løste og glemte i lige Hast; hvor Instruktørernes Arbejde
med den enkelte indskrænkedes og tilsidst vel næsten ganske
hørte op.
Under saadanne Omstændigheder er Debutantsværmen paa
Veje til at fuldkomme vort Teaters Dekadence. Den — tilgiv
Verbet — »spillert paa i al Fald to af vore Scener et Flertal af
Roller, og den paatrykker Forestillingerne det endelige og
uhjælpelige Præg af Dilettantisme, der endnu for nogle faa Aar siden
vilde syntes umuligt paa københavnske Skuepladse.
Et eget blegt og tomt Dilettanteri — lidet ligt hin fejlfulde
men kraftige Uskolethed, man træffer paa Norges Teatre. Vi
møder ingen voldsom Oprindelighed, der, ej kendende de
forløsende Midler, stormer ind paa de grummeste Fejl. Vi fylder ikke
Scenen med Lungers Bulder eller Kroppes forvredne Gymnastik.
Det er endelig som oftest Fejl hos dem, der vil noget.
Vor Dilettantisme har ikke saa levende Farver. Den
suger svindsottigere Kulør af højere Pigeskolers og nette
Dagligstuers anstændige Dannethed.
Og alle »de nye Ansigterc intet uden øger Scenens
fuldstændige Kedsommelighed.
Med slig Sagernes Stilling følger ved vore Teatre Krach
efter Krach.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
