Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - A. Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
(Sæsonens Aabning.)
Privatteatrene løb næsten Vædderidt, om hvem der først kunde lukke
Portene op for Udstillingsmillionen; Dagmarleatret kom ind som Numer Et:
præcis den 1ste Juli aabnede Hr.Cetti sit Teater for de længselsfulde
Tilskuerskarer, han og mange med ham troede fandtes i København, men de udeblev
eller skrumpede ind til saa ringe et Tal, at han nøjagtigt Maanedsdagen efter
erklærede sig ude af Stand til at fortsætte sit Teaters Drift.
Hvorledes skal dette tydes? Er Københavnernes saa meget udskregne
Teatergalskah pludseligt duftet bort, eller skal man søge Aarsagen i de
allestedsnærværende „daarlige" Tider? Et Par spredte Bemærkninger herom vil
passende aabne Tilskuerens maanedlige Teateroversigter for i Aar.
Der var en Tid, og den ligger endda ikke saa farligt langt tilbage, da
de københavnske Privatteatre aldrig benævnedes anderledes end
„Sekond*-teatre, et Ord, der udtaltes med et lille foragteligt Tryk paa første Stavelse,
medens anden næsten sløjfedes; Teatret var og blev det kongelige paa Kongens
Nytorv. Privatteatrene arbejdede kraftigt, ydede i Ny og Næ Komediespil, der
i det mindste var jævngodt med det kongelige Teaters; skønt dette fandt
hyppigere og hyppigere Sted, kunde dog Kampen for at afkaste anden Rangs Skæret
maaske have staaet paa endnu, om ikke andre Forhold havde grebet ind og
givet Privatteatrene en uventet Støtte.
Det skete, da det kongelige Teater omhyggeligt lukkede sine Døre ilaas
for de moderne franske Dramer med deres dristige Tale, og end mere da det
i dydsiret Indignation fornægtede den nordiske Literaturs moderneste Værker.
Samtidig udgik de store klassiske Navne af Nationalscenens løbende Repertoire,
og nu er vi saa vidt, at Holberg forsømmes, OeMenschläger spilles aldrig, Hertz
mishandles, kun Herbergs Vaudeviller og Elverhøj holder sig paa Repertoiret.
Medens det kgl. Teater saaledes højst naturligt mere og mere gled ud
af det kunstelskende Publikums Interesse, indsaa de andre Teatres,
Sekondteatrenes, Direktører snildt, at her var rørt Vande at fiske i, og de kastede
deres Garn ud. De begyndte saa smaat at kokettere med de moderne, det kgl.
Teater fjendtlige, Stemninger, opførte af og til de nyeste franske Dramer, ja
de gik endog videre, de fremførte med Omhu et Par af de mest omstridte
nordiske Skuespil, men samtidig var Hovedbestanddelen af deres Repertoire
stadig ganske tomme Operetter og Udstyrsstykker eller klodset lokaliserede
Farcer og Lystspil. Hvad opnaaede da Direktørerne ved denne Kokettering
med det ny og dets Ønsker? Det lykkedes dem ved Opførelsen af disse Skue-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
