Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - A. Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vægeiser, hvert Øjeblik stak Henriks Væverhed desillusionerende Hovedet
frem, tydeligst vel nok ved den Replik, hvor Ribolt med nervøs Angst afviser
Lyngs Drilleri med Natmandskonen, her blev Hr. Poulsens Ribolt i Bevægelser,
som ogsaa i Stemme, pludselig Henrik, der i forstilt Fortørnelse nægter Leander
sin Hjælp.
Af de øvrige spillende er der kun Grund til at nævne Hr. Mantzius;
denne Skuespiller, der hører til Teatrets sikreste unge, arbejder nu, som det
synes efter hans Homum og nok saa meget efter hans Pastor Madsen i Under
Snefog, med fast Vilje paa at give hver Figur et eget Ansigt, hvilket utvivlsomt
er det ene rette. Hans Stemme, hvis tørre Klang det endnu ikke er lykkedes
ham at finde Skjul for, og den gnavne Sammensmældning af Munden med
Underlæben, som han næsten altid anvender ved Pavser og Replikers Slutning,
udbreder en vis Ensformighed over hans Figurer; ogsaa paa dette Punkt
betegnede hans Pastor Madsen et betydeligt Fremskridt: Slemmens syngende
Hæven og Synken, der hurtigt førte Tanken hen til Prædikestolen, brød for
første Gang denne lidt kedelige Ensartethed.
I Tordenvejr præsenterede Teatret sin Pseudo-Debutant Hr.Lindstrøm,
der i Lyngs Rolle ingen Lejlighed havde til at vise ny Sider af sit Talent, han
gav kun en mindre støjende Udgave af sin Onkel Bræsig i Landmandsliv. Ogsaa
en veritabel Debutant har Teatret fremført: Hr. Gradmann som Leonard i
Maskeraden. Den unge Mand, der er uddannet paa Teatrets Elevskole, mindede
i sin Stemmeføring stærkt om Hr. Jerndorff; iøvrigt spillede han Rollen lige
ud ad Vejen som den traditionelle krumbøjede Olding, maaske vilde en
Fremstilling som en trivelig, endnu rørig gammel Mand med Lune i Mund og Øjne
gøre Leonard adskillig interessantere.
Kasino har af Nyheder foruden en Bagatel I Telefon, hvis Forfatterindes
bratte Endeligt betager Kritiken enhver Braad, opført franske Farcer. I den ene,
Mangeqifte, spilledes de to første Akter med megen Støjen og Larmen, ligesom
der ogsaa blev let en Del paa Scenen, men intet Glimt af virkeligt Humor for
tændende ud over Lamperækken; dette skete først i tredje Akt, da Hr. Sophus
Neumann mødte frem med sine gummielastikums Ansigtsforvridninger, men
da var Slaget tabt; derimod virkede den anden, Urtekræmmeren, fra først til
sidst som en uimodstaaelig Lat’ervækker. Farcen foregaar i Paris, men Hr.Pio
havde med Rette slaaet en .’*‘!,’ig herover og var med Hud og Haar krøben ind
i en kjøbenhavnsk Urtekræmmersvends Skikkelse: han læspede sveskesødt, og
han gebærdede sig, som sprang han bag Disken hele Tiden. Fru Orlamundt
var den unge Frue; denne Skuespillerinde fortjæner Paaagt, ti hendes lyse
Stemme og klare Øjepar, der kan glimte op af Glæde og dunkles af Sorg, gør
det troligt, at hun kan blive god i stilfærdige Eiskerinderoller.
Folketeatret har levet paa gamle Stykker og et Par Pseudo-Debutanter,
der dog intet nyt har ydet, ti det er sandelig ikke første Gang Frk. Olga Meyer
spiller et uartigt Pigebarn — og andet er Ungarerinden Ilka i Krig i Fredstid
ikke — og Hr. Rings dunspæde Erotik er heller ikke nogen scenisk Nyhed.
(Afsluttet den 9de September 88).
Arthdr Aumont.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
