Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - J. L.: Contra Leonora Christina
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det bør ikke overses, at dette for den menneskelige Samvittighed,
som den nu en Gang er indrettet, ofte kan tjæne til virkelig
Beroligelse —, medens hendes Brug af Eden, efter hvad vi ovenfor
have udviklet, dog har været aldeles sofistisk og et Skjul for en
Medviden i det væsentlige. — Men man maa virkelig ogsaa have
Lov til at vedkende sig den Mening, at hendes Eder, endog hvad
Formen og Bogstaven angaar, ikke kunne betragtes som hævede
over det tvivlsomme. Naar det en Gang er givet, hvad vi i det
foregaaende have hævet over al Tvivl, at hun i Mellemværendet
med den danske Regering saa hele sin Pligt og Opgave i det
Formaal at rense sin Mand, saa maa man være belavet paa alt,
hvad der kunde tjæne dette Formaal. Sæt at hun har vidst god
Besked, saa har hun dog — det viser hendes Betragtning af
Lucias Sag — villet nægte hvad som helst der kunde skade hendes
Mand; og hvad kunde det nytte at nægte, naar hun vilde frafalde
sin Nægtelse i det Øjeblik det kom til Ed, der formodentlig vilde blive
hende afkrævet, om hun end ikke forekom det ved at aflægge den
frivillig? Hun er da inde paa at spille en Rolle, som i Følge
Konsekvensens ubønhørlige Krav maa spilles til Enden —
altsammen til bedste for det, som hun anser for sin Hovedpligt. Og
hvad kunde det nytte at sværge dyre Eder for Ministrene, naar
hun vilde frafalde dem for Præsten, der »formedelst Befaling« —
nemlig fra Hoffet, formodentlig fra Dronningen — foreholdt hende,
at hun ikke burde besvære sin Samvittighed med noget? At hun
i Enkeltheder sagde Usandhed under Forhørene, fremgaar af selve
Jammersmindets Beretning om, hvad hun svarede paa Spørgsmaalene
om sine Juveler (Sign. Folkeudg. S. 28 og maaske S. 65 med S. 20,
Note 3 og S. 31). Og jeg tænker mig, at Leon. Ghr.’s Læber vilde
kruses af et lunt og forbavset Smil, hvis hun kunde høre nogen
for Alvor ytre Tvivl om, at hun brugte snilde Usandheder som
Vaaben — jeg havde nær sagt: lovlige Vaaben — mod
Overmagten. Hun var sandelig af lang Praksis i vanskelige og farlige
Situationer vant til at handle efter Grundsætningerne: sauve qui
pexd og »Nød bryder alle Love«. Hun maa i Smug begaa
Handlinger, som vi ikke skulle bebrejde den forfulgte Kvinde, men som
dog i paakommende Tilfælde maa klares med Løgne. Hvor er
saa Grænsen? Man kunde sige, at hvis hun har svoret falsk, saa
vilde hun dog næppe i sine Memoirer bevare Mindet om disse
Eder, der dog maa have foruroliget hendes Samvittighed noget.
Men det er netop Sagen, at hun i hvert Fald til en vis Grad har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
