Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Docent Cl. Wilkens: Georg Brandes som literær Kritiker. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
over sit Stof, ikke gaaet til sit egentlige Arbejde, før lian er naaet
saa vidt, at han følte det Menneske, han vilde fremstille, leve
inden i sig, og han har undertiden i Maaneder maattet vente
der-paa. Men lykkes det ham fra Grunden af at forstaa og
fremstille en hel Personlighed, da har han ogsaa stundum leveret et
Arbejde, som den digteriske Fremstilling ikke giver noget
Sidestykke til.« (Mennesker og Værker V—VII). Kritikeren er Digt-
erens, Geniets reale Digter, medens Digtekunsten ellers mere
fremstiller Karakteren i Handling. Romandigteren og Kritikeren
have meget til fælles: ude gaa i vore Dage ud fra samme
Udgangspunkt: en Tidsalders aandelige Livsluft. I denne træde
Skikkelserne frem. Den ene vil fremstille og forklare et
Menneskes Haadlemaade, den anden et skrevet Værk saaledes, at
saavel Handlingen som Værket ses som Produktion,
Mennesket med virkelig eller tilsyneladende Nødvendighed frembringer,
naar visse indre Anlæg og ydre Indskydelser forenes.
Grundforskellen er kun den, at Digteren lader sine opdigtede Personer,
der dog i Reglen have Modeller i det virkelige Liv, tale og handle
i mulig Konsekvens af det givne, medens Kritikeren er fuldstændig
bunden til Kendsgerningerne, og hans Fantasivirksomhed
indskrænker sig til en Rekonstruktion af den Sjælstilstand, der
for-aarsagede eller betingede den. Romanforfatteren slutter fra den
iagttagne Karakter til dennes mulige Handlinger, Kritikeren slutter
fra det iagttagne Værk til den til Grund liggende Karakter.« (Den
romant. Skole i Frankrig, S. 495—96). Eller rettere, han gaar
fra Værket til Personligheden, opbyder alle Midler for at forstaa
denne, »studerer Forfatterens Afstamning, Sundhedstilstand,
Formuestilstand, hans oprindelige Forestillingskreds, hans
Udviklingshistorie osv. (ibid. S. 487) og vender derfra tilbage til Værket.
I dette Synspunkt har Dr. B. fundet sig selv. Det er det
centrale hos ham. Men det er ganske naturligt, at det faldt noget
fremmed, og at Br.’s Kritikere let kom til at gøre ham Uret ved
at anlægge en anden Maalestok og kræve noget andet, end hvad
han netop vilde give, kræve en æstetisk Kritik, hvor han vilde
give en psykologisk (Antikritik S. 7). Det maa heller ikke glemmes,
at »Emigrantliteraturen« maatte føre Kritikerne bort fra det
centrale til det periferiske. Br. vilde give Følelsernes og Ideernes
Historie og Sammenhæng, men han var endnu ikke klar over sin
egentlige Styrke: at vise. hvorledes disse Ideer og Følelser fødtes,
spirede, voksede frem i den levende Menneskeaand, der gav dem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
