Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Ud fra Mørket. Sidste efterladte Arbejde af Fru Victoria Benedictson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men Nina voksede. Og hun fik tynd Hals og lange Arme;
hun fik en Mund, som fældede Tænder; hun fik et Par spørgende
forundrede Øjne. Og saa saa’ hendes Fader, at hun var en Pige.«
Stemmen tav lidt; Manden bøjede sig frem for at rage i
Kulilden, saa det glødende Skær forstærkedes.
»Aa, hvor var jeg lille, da det gik op for mig, hvad han
havde imod mig; jeg var saa lille, at jeg ikke begriber, hvor det
var mig muligt at forstaa det.
Legekammerater havde jeg ingen af; min Barnepige var
gammel og gnaven; alt, hvad jeg ejede af Hengivenhed, samlede
sig om min Fader. Børn har et Instinkt, som lærer dem at læse
i de stores Sjæl, og som næsten aldrig forleder dem til at læse
forkert. Og Børns Sorger ere lige saa virkelige som de voksnes
— dybe nok til at sætte Mærker for hele Livet.
Jeg lignede min Fader: rask og modig som han, tungsindig
og øm som han; let til at flagre op i overgiven Munterhed, hurtig
til at synke ned i modløs Fortvivlelse.
Hvad Under derfor, at han holdt af mig!
Fra jeg var seks eller otte Aar, begyndte vi at spille vor
Komedie sammen — en Børnekomedie; nemlig, at jeg var, hvad
han ønskede mig at være: en Dreng. Jeg red med ham paa min
egen lille Hest, jeg antog Drengemanerer og lærte at fløjte; jeg
øvede mine Legemskræfter, ja jeg bandede saa smaat, for at
behage ham.«
Den talende standsede og syntes at lede i sin Erindring.
»Jeg véd ikke sikkert, hvornaar jeg mærkede det første
Gang — dette foragtelige Udtryk af Smerte blandet med Lede.
som min Faders Ansigt og Stemme saa ofte siden kunde antage;
men jeg tror, det var ved en Lejlighed, som paa en særegen
Maade har gravet sig ind i min Erindring. Vi var ude paa en
Ridetur og havde travet skarpt. Min Fader var hidsig og varm,
hans Øine sorte, og hans Næsebor vide. Naar han saa saaledes
ud, vidste jeg, at han intet frygtede. Vi kom til en bred Grøft
eller Kanal, og min Fader sprængte over den; saa vendte han
Hesten og ventede for at se mig gøre det samme. Min Hest var
lille; jeg ved ikke, om det var dens Skyld eller min; men den
vilde ikke springe; den standsede med ét paa Grøftekanten. Da
lod min Fader sin Hest gøre en Drejning — jeg kan sé den
Drejning endnu i Dag! — og med et eneste Sæt fløj Dyret over
Kanalen, med et Spring saa kraftigt og behændigt som en Vind-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
