Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Ud fra Mørket. Sidste efterladte Arbejde af Fru Victoria Benedictson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Med Rideturene blev det efterhaanden forbi, og ligesaa med
alt det andet. Vi kunde ikke længer lege, at jeg var Dreng. Jeg
blev tavs og stille, og Folk saa med Forundring paa dette
modfaldne Barn, som aldrig kunde le. Men i min Faders Arbejdsstue
havde jeg vedvarende mit Yndlingsopholdssted. Jeg havde valgt
mig en ubemærket Plads: en gammel Brændevinsskænk i et
Hjørne mellem Skabet og Væggen. Min Fader havde endnu sine
sorte Griller, saa snart han var ene. Jeg var ham en Slags Skjold
imod dem; og jeg forstyrrede ham aldrig.
Han var en fin Selskabsmand, vittig og en Smule
ondskabsfuld. Der kom ofte fremmede til ham, en eller et Par af hans
Venner, og saa snakkedes der ved Toddyglasset. Man glemte vist
ofte min Nærværelse, og jeg hørte undertiden Ting, som jeg ikke
burde have hørt. Min Fader var, som næsten enhver Melankoliker,
saa helt optaget af sig selv, at han ikke tænkte paa andre; og
han gav i disse Samtaler sin Kvindeforagt frit Løb. Jeg, som
ingen Moder havde, intet andet menneskeligt Væsen at holde af end
denne uforbederlige Pessimist, som jeg tilbad — jeg lærte af disse
Samtaler, hvad andre Kvinder ikke lærer i et helt Liv. Jeg lærte
at forstaa Mænds Tankegang, jeg lærte at udskille hver Nuance
af Medynk og Ringeagt, der kan gemmes under berømmende og
beundrende Ord.
Følelsen af Solidaritet og Fællesskab med hele mit Køn
vaagnede efterhaanden; og ved hvert giftigt Udfald led jeg i
Hemmelighed, som om det havde været rettet mod mig alene.
Da jeg var tretten Aar, fik jeg Stedmoder. Hun var en
Skønhed, ikke af de statelige, dronningeagtige, men af de rørende
uimodstaaelige. Hun var blød som en Kanin, hun havde Hænder
saa smaa, at hun brugte Børnehandsker, hun smilte altid, naar
hun ikke græd — og naar hun smilte, fik hun smaa Smilehuller
i Kinderne og viste smaa hvide Tænder, ligesom Perlemor. Hun
var lutter Blidhed og Forelskelse, og hun havde ikke en Tanke i
sit Hoved.
Min Fader var forfængelig af hendes Skønhed; Klogskab
havde han aldrig gjort Regning paa. Han valgte hendes Dragter;
ti hun havde selv ingen Smag, og han tog med hende paa Baller.
Da hun fødte ham den første Dreng, blev der af Glæde skudt med
gamle Fæstningskanoner, Vinen flød i Strømme gennem tørstige
Struber — hele Godset var paa Benene og deltog i Glæden.
Dette gentog sig siden hvert eller hvertandet Aar: samme Gæste-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
