Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Ud fra Mørket. Sidste efterladte Arbejde af Fru Victoria Benedictson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der blev et Øjebliks Tavshed. Manden sad vedvarende
fremadbøjet og stirrede tankefuldt ind i Gløderne.
»Jeg kan ikke begribe denne Intensitet i Følelserne hos et
Barn«, sagde han sagte. »Og jeg tænker ogsaa, du maa
overdrive en Smule — nu, bagefter.«
»Jo; men det kommer af, at alt har sammensvoret sig for
at gøre dette Punkt saart. Dette vil jeg, at du skal forstaa. Og
i Fald du en anden Gang i Livet møder en Kvinde, som ogsaa
gaar og bærer paa en Ydmyghed som min — denne Ydmyghed,
som du altid har villet bortforklare, og som du har haft saa
svært ved at tro paa — saa skal du kunne forstaa, at den kommer
af Skam — Skammen over at være Kvinde.
For dig har jeg været hverken Mand eller Kvinde, blot et
levende Væsen; og derfor kunde du blive min Ven. Havde jeg i
dine Øjne været en Kvinde, vilde ogsaa du have foragtet mig.«
Han flyttede sin Stol ud af Giødeskæret, nærmere hen mod
Chaiselonguen; og ud fra Mørket drog han frem en fin, sygelig
mager Haand, som han sagte trykkede mod sine Læber uden et
Ord. Hun forstod Meningen, og hun takkede ham ved at klappe
stille paa hans Haand, inden hun drog sin egen tilbage.
Saa fortsatte hun igen Fortællingen med sin sørgmodige,
brudte Stemme.
»Jeg kom ud i Verden, og jeg saa paa Kvinderne just
saaledes, som min Fader havde lært mig det. Mit Syn havde en
unaturlig udviklet Skarphed; ikke en Fejl eller Lyde undgik mig.
Det feje, det falske, det smaalige ... alle smaa lumpne Egenskaber
fandt jeg hos Kvinderne i saa meget højere Grad end hos
Mænd-ene. Jeg var ikke blind for Mændenes Fejl; men i selve Fejlen
laa der som oftest noget af Karakter; det var ikke det udvandede,
blodløse intet, som hos Kvindernes. Hos Mændene gjaldt
Duelighed, Arbejdsævne, Foretagsomhed, Sandhedskærlighed, Hæderlighed;
for Kvinderne var alt dette ingenting i Sammenligning med dette
ene: aldrig at synde mod Konveniensen. Blev en Mand mindre
hæderlig, fordi han havde en eller anden lille erotisk Synd paa
sin Samvittighed? Nej. Men for en Kvinde var dette alt.
Og Skylden ligger ikke hos Mændene — saadan som man
har sagt — men hos Kvinderne selv, i deres Fejghed, deres
Mangel paa Karakter. For Kvinderne selv er den ydre Ærbarhed
— Skinnet — alt. Deres Dyd sidder ikke i Karakteren, den sidder
uden paa, ligesom Mærket paa et Husdyr. Deraf denne Solidaritet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
