Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Ud fra Mørket. Sidste efterladte Arbejde af Fru Victoria Benedictson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alting er Skam for en Kvinde; ti hun er ingenting i sig
selv, hun er bare en Del af sit Køn. Jeg arbejdede sammen med
Mænd, og de kaldte mig kønsløs og haanede min Koldsindighed.
Jeg troede næsten selv, at jeg var et Nevtrum, og ogsaa det var
Skam. Jeg blev bange for, at der skulde begynde at vokse
Skæggehaar paa min Hage, og hvor skulde Mændene da ikke
spotte mig for dem!
Men saa følte jeg en Dag, at jeg var Kvinde; ti jeg elskede.
Det var som at have vandret hele sit Liv paa opblødte,
forsumpede Veje, i Mulm og Vinterdis, med en Følelse af aldrig
at have set Vaaren og aldrig at skulle faa den at skue–––––-
og saa en Dag at se Solen bryde frem og finde, at alt har spiret
og vokset under den vaade Dis, at al nu skal blive grønt, og at
Blomster skal slaa ud–––-i Sol, i Sol!
Jeg vilde have givet mit Liv for at kunne blive hans Ven;
men det kunde jeg ikke — kun hans Veninde.
Hør en Gang, hvilken styg Klang det Ord har: hans
Veninde! Der klæber Skam og Mistro ved det!«
»Det piner dig at tale«, sagde Manden, og hans Tonefald
var som gennemtrængt af Medfølelse. Han tog endnu en Gang
hendes Haand og kyssede den stille, næsten ydmygt, uden
et Ord.
»Aa, lad mig tale ud en Gang«, vedblev hun. »Jeg har
tiet og tiet Aar efter Aar, Aarti efter Aarti, Generation efter
Generation, synes det mig — og nu er det, som om jeg var hele
Kvindeslægten. Jeg er saa gammel som Ahasverus og paa mine
Skuldre tynger hele Slægtens Skyld. Jeg føler den med en Kvindes
Nerver og ser paa den med en Mands Øjne.
Du véd, hvad jeg var i hans Hænder. Han blottede min
Hjærne for at sé, hvorledes den arbejdede, han snittede i mit
Indre med sin Dissekerkniv for at berige sin Menneskekundskab,
og han saarede mit Hjærte — som et ondsindet Barn — blot
fordi han saa det banke. Og da der ikke mere fandtes en eneste
Smerte, som jeg kunde lide uden at dø, — kastede han mig
bort Ikke fordi jeg havde været svag imod ham, eller ond, eller
usandfærdig eller fejg — ti jeg var intet af alt dette. Det var
alene fordi jeg var Kvinde. Ikke en Ven, bare en Veninde!«
Hun tav, og der gik som en smertefuld Skælven gennem
det mørke Værelse.
Tilskueren. 1888. 53
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
