Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - J. D. Irgens Hansen: Han bare laa og smilte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stort mer blev det ikke. Om hvad de fejled var lidet blevet
vekslet dem imellem. Men nu, han var borte, lyste den sidste,
skræmte Hilsen fra de mørke, syge Øjnene, og det blege Ansigt i
det sorte Skæg stod saa levende for ham, at han syntes at se
ham der borte i Sængen, den nærmest Vinduet.
— Han var vel død nu, han den anden.
Selv skulde han ogsaa til, det vidste han. Det gik smaat
og jævnt nedover. Svære Smerter havde han indvortes
undertiden, og naar de raste, og han laa halv sanseløs i Kvide og bare
haabed, at alt skulde være forbi, da kom de og sprøjted ham
under Huden, saa han levned til og med klarere Hoved kunde
føle, hvor forfærdelig ondt han havde det.
I Høst, da han kom ind, troede han, det skulde blive forbi
med en Gang. Han var rent fra sig af Lidelse, og han havde
hørt Professoren sige til Mo’ren, som var fulgt ind med hjemmefra,
at han snart vilde have udstridt.
Men Sygdommen havde ikke faaet Bugt med ham saa snart.
Han var jo bare femogtyve Aar. Stærk var han før, og selv nu
saa han ikke altid daarlig ud.
Mo’ren havde maattet rejse hjem, da det blev bedre med
ham, og naar han nu fandt sig nogenledes vel, lod han Søster
Marie greje det tykke, buklede, brune Haar, saa det laa i pæn
Skil over den lave, brede Panden.
Den var bleg nu, og i Kinderne var ikke noget af Sømanden
igen. Han maatte smile ad de Fingrene og de Hænderne; de var
hvide og havde blaa Aarer under Huden. Haaret faldt saa langt
ind i Tindingerne,, syntes han, og Benene stod skarpe over Kinderne,
som endnu var runde.
— Han skulde ikke være forfængelig, sagde Søster Marie
og smilte med et frisk, ungt Smil under Diakonisseskautet.
Søster Marie var rigtig snil, var hun. Undertiden smilte
hun saa vakkert, og naar han var daarlig, var der slig Lise i at
have hende om sig. Hun gik saa stilt i Døren; han kendte
hendes Tryk paa Klinken. Sagte strøg Kjolen mod Skærmbrættet,
og hun tog saa lindt paa ham, naar han havde det som værst.
Lindt faldt ogsaa Ordene, baade naar han var bra, og
spøgte lidt med hende, og naar hun talte med ham om at læse i
Bibelen og Salmebogen, som laa der paa det grønmalte Bord
mellem Sængene. Hun vilde gærne faa ham ind paa Religion, og
han hørte paa hende, fordi hun mente det saa godt og var saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
