Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - J. D. Irgens Hansen: Han bare laa og smilte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vakker, naar hun talte saadan alvorlig. Han loved altid smilende,
at han skulde gøre det, og tog snilt imod de linde Skænd, han
fik, naar han nu igen ikke havde læst.
Det gjorde ikke noget, dette med Søster Marie. Hun mente
det jo saa godt, og naar bun læste lidt for ham, hørte han paa
den vakre Stemmen, som undertiden i Bevægelse brød igennem
Diakonissesløret.
Men han kunde ikke fordrage den Fyren, som undertiden
kom smygende gennem Døraabningen og snodde sig med en Stol
mellem Skærmbrættet og Sængen. Der satte han sig til at bønne
og læse, mens han alt imellem med Øjnene slikked over Ansigtet
paa ham, som laa der og var sint, men for svag til at faa ham
væk. Han bad Manden gaa; men Manden kørte i én Dur med
en sleip Stemme, som hver Gang smagte paa »Jesus«. Svede
paa Pandekanten og langs Mundfolden gjorde han ogsaa, og de
Hænderne, han knød sammen under Bogen, havde slige ækle,
bagoverbøjede Fingertupper.
Naar han bad Søster Marie ikke slippe ind den Fyren, blev
hun stram i Ansigtet og bare kom med Lovord over Manden.
Klage til Kandidaterne nænned han ikke; Søster Marie kunde faa
Fortræd af det.
Præsten derimod var en snil Mand. Lang var han og rar,
den længste Hals han havde set, med et Halstørklæde saa mange
Gange viklet omkring, at han undredes paa, om slige var at
faa købt.
Præsten snakkede ellers mest om Appetiten og om, hvad han
havde spist. Var det svært daarligt med ham, sagde Præsten, at
det skulde han takke Gud for: Gud prøved ham, og vilde Han
Forløsningen, var det bare til det gode. Fandt han sig
nogenledes vel, saa han smilte til Præsten, skulde han takke Gud. som
havde hjulpet ham. Naar Præsten spurgte, om han bad, smilte
han bare, og Præsten var altid venlig, naar han gik. Han rakte
da op en lang Haand med knoklede Fingre — Lillefingeren var
krum i Ledene — og vinked og nikked langsomt med et underligt,
forlegent Smil. — Gud være med dem! sagde han altid til Slut og
var da oftest forbi Skærmbrættet.
— Naar han bare kunde begribe, hvorfor de var slig efter
ham med Religion? Det hørte vel til, og det kunde endda være
med Præsten og Søster Marie; men den Bønnefyren, — nej det
kunde aldrig være rigtigt, at han skulde plages med ham. Og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
