Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - J. D. Irgens Hansen: Han bare laa og smilte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
saa var det, som om de troede, han selv maatte have Skyld i
dette; han skulde med Tak tage sit Kors, sagde de. Han var vel
ikke værre end andre Mennesker? Ikke vidste han om noget
galt, han havde gjort, — at snakke om, da.
— Doven havde han været paa Skolen, det var sandt.
Men han vilde til Søs, og Erik Langaard, som alt havde været
ude en Tur, havde sagt, det bare gjaldt om at dovne sig, saa
slap de ham nok ud. Og han var sluppen ud af fjærde Klasse.
Siden skønte han nok, hvor dumt det var gjort af ham; for mens
han gik og læste til Styrmandseksamen, maatte han pænt lære
baade Bogholderi og Skønskrift og ordentlig Engelsk. Men det
havde nu ikke været værre, end det var til at bøde paa.
— Og disse ti Aar, han havde faret? Han havde ikke ført
Svineliv i Land. Mo’r havde nok trængt Pengene, siden Fa’r
døde paa Sjøen, og i Begyndelsen havde han haft en Kaptajn,
som tog sig af ham.
— Noget Leven og Moro var det jo, da han laa hjemme i
Tønsberg og drev med at læse; men det var da ikke til at pine
Folk ihjæl for.
— Det var den sidste Gigtfeberen, som havde gjort det af
med ham. Den kunde jo hver Mand faa. Første Gang havde
han klaret sig godt; men efter Feberen i Vestindien var han
bleven nedfor, da Gigten begyndte igen paa Rusketuren nordom
Skotland. Hele Vaaren havde han været syg hjemme; Sommeren
var bra; men Doktoren havde befalet ham at være i Ro. Raad
til at ligge ved Sandefjord Bad var der ikke Snak om, og det
havde vel ikke hjulpet heller. For det var jo Hjærtet, som var
ødelagt, og da var det forbi, — det var grei Regning, det.
— Men lige vel ...? Han skulde dø, han, som alting havde
laget sig saa vel for! Hele Tiden havde han faret for samme
Rederi, saa han var sikker paa at faa Skude om ikke saa længe.
Det var ikke for ingenting, at bogførende Reder, Konsul Torkelsen,
betalte bedre Forplejning for ham. Havde det gaat an at spare
Pengene, skulde Mo’r faat dem. Han kunde lige godt dø paa
simpel Forplejning.
— Men han havde aldrig vidst, hvor dejligt det var at
leve før nu, han skulde til at dø. Ikke saa han var ræd for det;
havde aldrig været ræd — det turde han sige. Det gjaldt at
holde fast og ikke være for uvorren; men ligevel var saa mangen
kæk Gut gaat uden Bords. Det var nu ligevel som en bedre Død;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
