Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - J. D. Irgens Hansen: Han bare laa og smilte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den kom da ikke slig lumskende paa én. Og Pinen var ikke saa
lang og fæl; en laa ikke og droges med Døden til ingen Nytte.
— Han ønsked, Bølgen ikke havde slaaet ham ind igen,
den Kvælden i Spanske-Sjøen.
— Søsteren hilste i Brevene sine hver Gang fra Marianne.
Det havde vist blevet hende; ferm Jente var det; hun kunde
nok taale Sjøen. Men hvad nytted det at tænke paa sligt? Her
laa han, og her blev han.
— Naar det var som værst, ønsked han, det hele skulde
være forbi. Men kom der en Stans, havde han Glæde bare ved
at kende, at han levede. Og han var saa taknemlig for hvert
Smil af Søster Marie, og Professoren og Præsten og begge
Kandidaterne kunde han velsigne for hvert venligt Ord.
— Professoren var det vel ellers, som lod dem sprøjte ind
denne Ætheren, som satte Liv i ham, naar han mest var fra sig
af Smerte. Det sled jo inden i ham og trykked under Brystet,
saa han kendte Kvælning, og der kom en Angst, værre end Døden.
— Ja, nu kom det igen! Natten havde været slem. 1
Morges kunde han se paa Professorens æblerynkede Ansigt, at
det stod daarligt til. Søster Marie havde været endda lindere
end vanlig.
Og nu begyndte det igen! Smerten var styg; men denne
Angsten! Heldigvis var det lyst nu; men graat var det, graat
og trist, med Skodde og Ruskregn.
Trætoppene blev borte for ham, før han gled ned i Puderne
i ordløs Smerte.
Vagthavende Kandidat kom ind. Det var Berner, han med
det sorte, spidse Skæg og Lorgnetten. Han smøged Skjorteærmet
op paa den syge og gav ham en Indsprøjtning. Den syge vendte
Hovedet bort; han vidste, han nu vilde vaagne af Smertedøsen til
mer levende Bevidsthed om, hvor ondt han havde det.
Berner nikked til ham. Der var sligt godt, kammeratsligt
Glimt i de smaa, sortbrune Øjnene, at den syge uvilkaarlig smilte lidt.
Og Doktoren var ikke gaat ud, før han fandt sig bedre.
Der kom en blød Lindring over ham. Det arbejded inden i ham,
kendte han, — under Brystet, og Hjærtet føltes med Stød, som
voldte Angst. Men alt var bleven just som fjæmere, og med en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
