Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - J. D. Irgens Hansen: Han bare laa og smilte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
egen Følelse, næsten Velbehag, kunde han nu ligge og se ud ad
Vinduet, og vente, til det værste var over.
Ud paa Eftermiddagen blev han saa bra, at Søster Marie
med venlige Ord fik ham til at spise lidt Suppe. Siden laa han
og tænkte paa, hvor det skulde være godt, om han kunde blive
saa pas stærk, at han kunde komme hjem og blive plejet af Mo’r
og Søsteren Sofie. Marianne kom vel da ogsaa indom. Han
kendte Glæde ved Tanken om at se hende frisk og ferm i den
lille, hvide Dør paa Loftskammerset.
Ud paa Eftermiddagen kom Berner igen. Han tog en Stol
og satte sig ved Sængen, greb Haanden paa Tæppet og spurgte
opmuntrende, hvorledes han nu havde det? — Jo nu var det
meget bedre. — Om Sprøjten havde lettet noget? — Jo Tak, den
havde virket meget bedre end ellers, og han beskrev, hvorledes.
Doktoren smilte og spurgte, om han var saa bra, han kunde høre
paa, om han læste lidt for ham.
Den syge takked, men saa spørgende paa Berner. — Skulde
nu han ogsaa begynde? Han saa ikke slig ud. Aa nej, det var
ikke nogen Bønnebog, den der, han nu slog op. — Nej, han
kendte ikke Jonas Lie, Navnet nok, men vi Sjøfolk, ser De,
Doktor______
Det lyste i de smertetrætte Øjnene efter hvert; der kom
Smil og smaa Nik. Han fulgte med, saa ikke et Ord gik tabt.
Hvert Aaretag saa han, Sprøjten over de grønne Skavler om
Bougen, Vandet sydende langs Baadripen, den susende
Skum-stribe der agter. Den Baaden blev et Stykke af hans Liv; han
levede med den og med disse Folkene, og til Slut kendte han en
stille, blid Glæde og saa sig om Bord paa maaneklar Vagt.
Den syge havde Taarer i Øjnene, da han takked. Doktoren
følte Pulsen og smilte til ham. — Fik han Tid til det, skulde han
se slig op til ham af og til. Var der ellers noget, han kunde
gøre for ham?
— Ja, om Doktoren ikke tager det ilde op — her kommer
undertiden luskende en Fyr og sætter sig til at bønne og læse
der paa Stolen. Kunde ikke De, Doktor, faa ham væk? Men
Søster Marie maa ikke faa nogen Fortræd.
Doktoren loved det og tog Farvel med ham.
Om Natten blev det igen saa rent daarligt.
Han vidste knapt, Doktoren var der; men efter Sprøjten
kendte han sig bedre og fik lidt Hvile.
Tilskueren. 1888. 54
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
