Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - J. L.: Johan Monrads Selvbiografi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
trækkende; men naar det daglige Samliv begynder, kan den folde
noget besværlig, især for en Dame, der ogsaa paa sin Side synes
at have været forkælet af sine Omgivelser.
Karakteristisk for Tidsalderen er ikke alene det naive i
hans Egoisme, men ogsaa det, at den helt igennem er omsat i
Religion; og da et noget lignende Fænomen i Leonora Christinas
Jammersminde nylig har været paa Tale i dette Tidsskrift (se
Artiklen „Contra Leonora Christina“ S. 737 f.), ville vi lidt nærmere
betragte denne Sag, som den fremtræder hos de to Personer.
De ere begge i høj Grad religiøse; men der synes ved
første Øjekast at være Forskel nok i den Maade, hvorpaa deres
Religiøsitet ytrer sig. Hendes har en dybere og kraftigere Farve:
hun takker Gud for de »underlige Ting«, det »store Mirakel og
Jærtegn«, han har gjort imod hende, idet hun henfører sit Leganes
naturlige Modstandskraft mod Lidelser og sin Sjæls Spændstighed
i Ulykken til Guds særlige Beskyttelse. »Det er mere end
ubegribeligt, at jeg saa store mig overkomne Ulykker har kunnet
overleve, beholdende min Fornuft, Sind og Sans. Det er sig
højligen over at forundre, at mine Lemmer ikke ere krumpen og
kontrakt af Liggen og Sidden, at mine Øjne ikke ere dumme, ja
ganske blinde, af Graad, af Røg og Smøg, at jeg ikke er
stak-aandet af idelig Lysetand og Kvalm, af Stank og indeklemte
Luft. Gud alene Æren« (Jammersmindet S. 4). Naar hun ved
Raadsnarhed og Mod slipper heldig over en truende Fare, saa er
det Gud, som giver hende Mod og betager den det, som
skulde gribe hende (Jammersm. S. 6). Gud skaffer hende
Hævn over hendes Fjender (S. 11). Naar hendes Søn, tilskyndet
af hendes egne hævntørstige Ytringer, har dræbt en af hendes
Avindsmænd, saa mener hun da, at hun har Lov til at glæde
sig over at »Gud har straffet den Skurk« (S. 136). Saaledes
taler Kongedatteren med den mægtige, lidenskabelige Karakter og
de store, mørke Skæbner. Præstesønnen med det flade, fornøjede
Sind har andre Ting at takke Gud for. Han var f. Eks. som
ung Mand temmelig forfalden til at traktere sig selv paa
Værtshuse, hos Madtz Persön paa Vestergade, eller i det traitewr-Hus
paa Nørregade, hvor Maden altid var saa delikat, eller til Mogenses
i Cappadocia, til Edings i Kongensgade, i »Dyrkøb« og i
»Godtkøb« eller til Johan Lehns. »Paa disse Steder gik jeg da ganske
alene, naar jeg vilde vel og fornøjelig traktere mig. Og det
allerbedste af alle Slags, som de intet ellers solgte for Penge, det var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
