Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - W. Behrend: Det kongelige Teaters Operasæson 1888—89
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
viskede Sang-Deklamation — den, der imidlertid kommer for at kore virkelig
»Sang«, kan dette ikke tilfredsstille, han længes blot desmere efter Toner,
varmt og fuldt baarne fra et Menneskebryst; enkelte Steder som f. Eks. i Julies
Sang fra Altanen bliver dette evige mezza-voce helt irriterende. — Hvad der
imidlertid allerklarest synes mig at vise, at Frk. Dons’ Stemme er overanstrængt.
er, at hun, der tidligere altid har intoneret godt, i den senere Tid jævnlig
— undertiden en hel Aften igennem — synger for lavt og er ude afstand til
at rette Intonationen — Det er med Vemod, at man mærker disse skurrende,
maaske alt nu uafhjælpelige Mangler, ti enhver af Sangerindens Præstationer
minder en samtidig om, at hun er anlagt paa noget bedre, minder om hvor
musikalsk hun er, og trods Fejlene maa man erkende, at hun har en egen
Sans for virkningsfuldt at turnere Sangfrasen, og at hun synger med Gemyt
og megen Forstaaelse —
Om Frk. Dons’ Spil skal her ikke siges meget. Ogsaa i denne
Henseende var der til en Begyndelse meget at bygge paa; Ungdom, Mod, Energi
og Lyst til at skabe noget selvstændigt, men under det forjagede Arbejde ved
Teateret har Sangerinden maattet nøjes med en vis Rutine (Rutinen, som —
man ved det — Dilettanter tit forunderlig let kan tilegne sig). Hendes
Personer, derunder selv den saa berømmede Traviata, er nærmest Teaterstudier,
for flade, kolde og lidet tilforladelige til at være Mennesker. Og dog, ogsaa
her faar man glimtvis at se Udslag af den Energi, der først og sidst karaktiserer
denne Sangerinde, Udslag i et sikkert grebet Træk, en velberegnet Pointeren
— og en enkelt Scene peger da langt udover sædvanlig Operaageren.
Der kan i det hele taget næppe være Tale om, al Frk. Dons er »færdig«,
tværtimod hun vil endnu kunne have en lang og smuk Bane som Sangerinde,
men — jeg kan ikke tro at jeg tager Fejl deri — saa maa Betingelsen være,
at hun arbejder paa at uddybe sine Figurer og allermest at hun lærer at
skaane sin Stemme, ikke bruger den udenfor dens naturlige Lag og dér soger
at give den el last og solidt Leje. Muligvis vil dette tage Tid, en hel Sæsons
Hvile er maaske fornøden, muligvis vil Frk Dons’ Repertoire da ogsaa blive
noget mindre, men paa det Felt, hvor hun saa er Enehersker og retsmæssig
Enehersker, vil hun kunne blive en ægte, fuldtfærdig Kunstnerinde og at blive
det skylder hun - ikke mindst sig selv. — —
Om Hr. Ødmann synes der ikke at være Grund til at sige saa meget,
skøndt han indtager en lige saa fremskudt Plads ved Operaen, som Frk. Dons,
ti dels rummer denne Plads vistnok ikke saa store Farer for ham, dels synes
hans Udvikling at være naaet til Afslutning, — man kan jo vel kun dømme
om det sidste korte Stykke af hans Kunstnerbane, som vi kender nærmere,
men det synes som Hr. Ødmanns »Lehrjahre« har tilhørt Stockholm. I en
Retning kan han nu ogsaa være fuldt tilfreds med det Resultat, han har naaet
- som Sanger er Hr. Ødmann Kunstner og Kunstner af Rang. Hans
Syngemaade er intelligent og ædel, Intonationen er næsten altid fortræffelig,
alt Apparatet til Overvindelse af tekniske Vanskeligheder er i den skønneste
Orden (at Grev Almavivasii Barberen) til Kedsommelighed overbroderede Parti
ikke overalt faldt Hr. Ødmann ganske mundret, har mindre at sige, der bydes
jo kun sjældent vor Tids Tenorer den Art Opgaver) og, hvad der forekommer
mig al Sangkunsts Nerve: Tonen ligger fast og sikkert, den sætles an uden
Famlen, og med fuldt Herredømme over den lader Sangeren den falde og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
