Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - W. Behrend: Det kongelige Teaters Operasæson 1888—89
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tanke det er at fange Mændene for snart koldblodigt, ja næsten triumferende
at lade dem gaa igen — baabløse og fortvivlede. Ved en saadan Fremstilling
bliver Carmen en næsten usympatetisk Skikkelse og i den sidste Scene følger
al vor Deltagelse José, medens man føler sig ret tilfreds ved Carmens Død som
ved et skadeligt Dyrs Udryddelse. Det er næppe Meningen saaledes. Carmen
er sikkert nok tænkt som en tragisk Figur, hvis Skæbne skal vække dyb
Medfølelse. Ved at lægge Vægt paa enkelte Strofer, som Frk. Oselio gled helt
henover, medens Frk. Done i sin Fremstilling tydelig nok forstod deres
Betydning, om hun end ikke magtede ret at benytte dem, vilde Kunstnerinden
kunne have formet et helt andet Billed af Carmen. Jeg mener saadanne
Repliker som: *Hvad er det saa mere, det er Skæbnen, som raader*, .... og
*Staar det i Skæbnens Bog, at du er født til Lykket o. s. v i Spaavisen. Og
yderligere vilde saa et Studium af Mérimées fine og i det psykologiske indtil
Tørhed grundige Novelle have kunnet give hende Momenter til Figuren.
Denne vilde da, for at sige det kort, forme sig til en Kvinde, der har faaet i
Arv fra den ejendommelige Race, hun stammer fra, de fyrige Sanser og de vilde
Lyster, der med katteagtig Charme (denne savnede Frk. Oselio helt) véd at
besnære Manden og som saa giver sig hen til ham med hele sin Lidenskab, —
en stakkels Kvinde, der har faaet indpodet en fatalistisk Tro paa, at man
intet Ansvar har, at alt er forud bestemt af Skæbnen (>det staar saaledes
skrevet,« siger hun i Novellen); derfor kan hun, naar en ny Kærlighed drager
hende, helt glemme den første Elsker og koldt lukke Øret til for hans
Fortvivlelse, som hun maaske næppe en Gang forstaar. — Carmen er en tragisk
Skikkelse; »de Sorte (»Calés«) har Skylden, de som har opdraget hende
saaledes«: med disse Ord ender Mérimées Novelle.
Det lykkedes da Teateret efter et Par Maaneders Slid og Stræb og efter
daglige (og natlige) Prøver i de sidste Uger at faa E. Hornemans Opera
Aladdin saa vidt færdig, al den kunde gaa over Scenen ved den Festforestilling,
hvormed Regeringsjubilæet fejredes. Man kan kun beundre og paaskønne det
Arbejde, der fra alle Sider er præsteret, for at dette Resultat kunde naas, og
man maa være dobbelt taknemmelig for, at det er paa el Værk af dansk
Oprindelse, Teateret har ofret saa meget. — Næppe nogen dansk Opera har
været imødeset med større Forventning end Aladdin. Dels var Stoffet ved
Oehlenschlägers Bearbejdelse bleven Nationalejendom, dels vidste man jo, at
Komponisten i en Aarrække havde arbejdet og omarbejdet denne Opera, og
det var egentlig som Forskud paa dens Fortrinlighed, at man tillagde
Horne-man en vis Berømmelse, ti det han hidtil havde ydet, var kun lidet i Omfang
og ikke altid saa særlig betydeligt. — Overfor disse højt stemte Forventninger
viste Aladdin sig ikke at have Bærekraft nok; man gik skuffet fra Teateret i
Søndags. Ganske vist, det Publikum, der fyldte Tilskuerpladsen den Aften,
skal ikke dømme Hornemans Opera. Det var Folk, der næsten alle var mødt
for at se og ses, og som efter en stiltiende Overenskomst Aftenen igennem »saa til
venstre«, medens de betragtede, hvad der skete paa Scenen som en Biting, kun nu
og da applauderende en Balletdanser eller Danserinde, naar »Herskaberne« gik i
Spidsen. Og det vilde i det hele være umuligt og uretfærdigt at udtale en
Dom om Operaen efter denne ene Opførelse, der i høj Grad bar Præg af en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
