Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Henrik Pontoppidan: En lille By
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2
En lille By.
Rolle for denne lille By, idet han skulde være som det friske Blod,
der bragte nyt Liv i dens sørgeligt hensygnende Skole, hvilken
nu i en Menneskealder under et Dusin gamle skimlede Lærere og
en ganske mosgroet Olding af en Rektor var sunket ned til at
blive en Fabel for det hele Land.
Men Andreas Ursin var baade for klog og forsigtig til at
lade sig mærke med sine Anelser i denne Retning og vogtede sig
i det hele nøje for at give sig Blottelser af enhver Art.
Han vidste godt, hvor umaadelig lidt der skulde til for at
gøre en ny Mand umulig i disse Omgivelser, hvor aarvaagen
Kritiken og hvor prikken Æresfølelsen i en saadan lille By altid
var, hvor skarptsynet man overalt vogtede paa enhver Forsyndelse,
og hvorledes navnlig den ringeste Mistanke hos Byens Beboere
om, at han følte sig dens smaa Forhold overlegen, øjeblikkelig
vilde give ham Naadestødet.
Overfor sine gamle af Støv, Mug, Snus, Slid, Drik eller
Næringssorger fuldkommen aandssløvede Kolleger i Skolen, baade
Adjunkterne og de simple Timelærerer, optraadte han da til en
Begyndelse som en beskeden ung Mand, der gærne vilde belæres
af de ældres Erfaring; — og navnlig gjorde han dette overfor den
ganske sindssvage Rektor, en antediluviansk Over-Dødbider, der,
hver Gang han mødte ham i Skolens mørke Korridorer, strakte sit
store, røde, skaldede Sokrateshoved frem paa sin tynde, slunkne
Hals og stirrede paa ham gennem sine Hornbriller, som om han
aldrig havde set ham før og ikke vidste, hvortil han skulde
henføre ham. Kun i Ny og Næ, naar Skolens Forhold førte dem i
Samtale med hinanden, kunde der pludselig tændes et lurende
Glimt i den gamles tomme Blik, — som om der da ogsaa hos
ham begyndte at dæmre Anelser om, at han her stod overfor
sin Banemand.
Som Andreas Ursin gik frem overfor sine Kolleger i Skolen,
forholdt han sig med klog Forudseenhed ogsaa overfor den
øvrige By.
Paa Gaden hilste han alle Byens Borgere, høje som låve,
med samme udsøgte Høflighed, idet han førte sin stivpuldede
brune Hat smukt ud for sig i Arms Længde og derpaa satte den
tilbage paa Hovedet med en egen sikker Bevægelse, der klædte ham
godt og uvilkaarlig indgød tillidsvækkende Forestillinger om Energi.
I Selskabslivet bevægede han sig overalt med den klædeligste
Anstand, ganske fordringsløst og en lille Smule usikkert — saadan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
