Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Henrik Pontoppidan: En lille By
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5 En lille By.
kunde være for en ondskabsfuld Hentydning, der havde ligget
skjult i Ritmesterens Bemærkning. Han drejede og endevendte
Ordene Gang efter Gang og gentog dem i en Uendelighed for sig
selv — men blev dog lige klog.
Saa slog han det hele hen i Bevidstheden om sin uhyre
Overlegenhed. Hvad var det hele egentlig værd at tale om?
Han kunde jo le ad dem til Gengæld! ... En Smule forloren
Ritmester! ... En Hoben uvidende Mennesker! . . .
Alligevel begyndte Sagen at antage betænkelige Dimensioner.
Endog hans egne Kolleger syntes at vaagne op af deres Døs og
smidske, saa snart de saå ham. Ja, om det saa var
Spækhøkerne i Kælderhalsene og Træskohandlerne i Portene, saa kæmpede
endog disse med et lunt Smil, naar han gik dem forbi paa Gaden, og
i Butiksdørene stod Komis’er med Knappenaale stukket i
Frakke-opslaget og varskoede hinanden ved forventningsfulde Fløjt om hans
Komme. Og idet han saa passerede, bukkede de sig med udsøgt
Artighed helt ned til Jorden, ligesom for at tvinge ham til at hilse,
hvorpaa de atter tilkastede hinanden betydningsfulde Hm! og
Hu-Hu! og Mjav! over Gaden bag hans Ryg, saa snart han var
kommen forbi.
Han havde tilsidst Fornemmelsen af, at der ikke fandtes
det Barn i hele Byen, der ikke vidste, hvad det var, man fandt
latterligt hos ham. Men selv kunde han trods al sin Aarvaagenhed
og utrættelige Forsken ikke komme paa Spor efter den mindste
Traad. —
Den hele Sag faldt Andreas Ursin saa meget mere trykkende,
som han netop var begyndt at blive forelsket.
Genstanden for hans ømme Følelser var Politimesterens
Cecilie, — saadan som det var at vente. Hvorfor skulde vel han
alene undgaa at forulykke i disse store mørkeblaa Øjnes rolige
Dyb, der allerede havde krævet saa mange Ofre? Hvorfor skulde
hendes blonde Haarpur ikke ogsaa for ham blive den Snare, hvori
hans Sind forvildede sig, eller det fine Smilehul i hendes Kind den
Faldgrube, hvorover hans vagabonderende Blik endelig snublede?
Cecilie Ankersen var nu nitten Aar. Den fine Frugt, der
var vokset op i Byens fuldeste Solskin, bestraalet af al Lykkes
Naade, var nu moden, færdig til at plukkes — af den, der kunde
naa den. »Guldæblet«, som hun som Barn var bleven kaldt,
da hun ved sin fra Sjælland medbragte Hedebo-Ammes Haand gik
gennem Gaden med sit lokkede Gyldenhaar udslaaet under en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
