Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Henrik Pontoppidan: En lille By
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10
En lille By.
vel vide det her? Og selv om saa var — hvad forfærdeligt var
der saa vel deri? For øvrig vidste han selv .kun om sin Ungdom,
at den havde været fuld af Savn og Forsagelse parret med rastløs
Flid. Allerede som Student havde han ved usle Informationer
ernæret baade sig selv og sin syge Moder og endda taget sine
Eksaminer baade bedre og hurtigere end de allerfleste. Var det
maaske det, man fandt saa latterligt? Han troede, han kunde
sige uden Pral, at han havde været sin Stand, sin Familje til
Ære; og han havde da ogsaa hidtil alle Vegne kun mødt Anerkendelse,
Opmuntring, ja Beundring og Misundelse. Og havde han derfor
været overmodig eller blot forfængelig? Hvorfor havde man ham
da her saa ondskabsfuldt til bedste? Hvorfor? I snart to Maaneder
havde han nu været nær ved at bryde sit Hoved i Stykker for
at komme paa Spor derefter. Men det var som at kæmpe mod
et Kogleri, en usynlig, hundredhovedet Trold, der aldrig var til at
faa imellem Hænderne, men som spøgede overalt i Luften
omkring ham og med sine hundrede Tunger bestandig raabte ham
sit: her! ind i Øret, som om den lagde an paa at berøve ham
Forstanden. Hvad skulde han gøre? Han havde i den hele By
ikke en Ven, til hvem han kunde betro sig, ikke en bekendt, hvem
han, uden at ydmyge sig, kunde tale til og anmode om Forklaring.
Hvad i Herrens Navn skulde han da gribe til? Hvordan faa Bugt
med dette Uhyre, som–
I det samme bankede det frygtsomt paa Døren, og paa
Adjunktens barske »Kom ind« indtraadte i Værelset en lille Purk
paa en halv Snes Aar med lyst, studset Haar og store flade
Øren. Ganske ildrød i Hovedet af Forlegenhed blev han staaende
helt stum og traadte sig selv paa Tæerne henne ved Døren,
mens han under den ene Arm slæbte paa en stor Pakke blaa
Stilebøger.
Det var den lille Karsten, Kæmnerens Søn fra nederste Latin,
der som Klassens »Ordensduks« bragte de latinske Stilebøger.
Han var ellers blandt alle Skolens Elever Adjunkt Ursins specielle
Kæledægge, hvem denne ofte talte med paa Skolens Gange og
morede sig over paa Legepladsen. Men i Dag var Adjunkten for
optagen af egne Bekymringer — han pegede blot adspredt hen
paa et Bord ved Kakkelovnen og forandrede end ikke Stilling.
»Læg dem dér«, mumlede han.
Den lille Fyr løftede sig varsomt i Vejret og vaklede paa
indadvendte Taaspidser over Gulvet hen til Bordet, hvor han af-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
