Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Henrik Pontoppidan: En lille By
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15 En lille By.
»Ja, ja, ja« tyssede den Gamle. »Men sæt dog for Guds
Skyld Hatten paa Hovedet ... der kunde jo komme nogen af
Skoledisciplene. Hvad vilde de tænke? . . . Det er jo egentlig
heller ikke Hatten. . . . Det er blot, naar De saadan hilser, og
saa saadan fører Hatten rask frem, saa — har De ikke mærket
det? — saa giver det bestandig saadan et lille morsomt Knæk i
Skyggen . . . saadan et ganske lille Knæk. . . .«
»Knækkerten!« faldt det Adjunkten halvhøjt ud af Munden.
»Se, det er der nu én, der en Gang har lagt Mærke til.
Saa har han tilfældig fortalt det til andre, og tilsidst har vi
alle-sammen moret os lidt over det, naar vi mødte Dem — for det
lød virkelig ganske pudsigt«, sagde den gamle og smilte atter ret
hjærteligti Erindringen derom.— »Ja, se det er saamænd det hele,
kære Ven. Det er jo ikke noget at tage sig nær — Herregud,
Folk skal jo have lidt at more sig med i en saadan lille By,
ikke sandt?« –
Andreas Ursin gik slukøret hjem.
Hvilke Dumheder! Hvilken Ravnekrog! Ved en saadan
Bagatel havde virkelig en hel By fæstet sig!
Da han kom op paa sit Værelse stillede han sig op paa
Gulvet og tog sin Hat af, saadan som han plejede at gøre det,
naar han hilste paa en Bekendt. Han førte den rask i Arms
Længde ud for sig og — ja — det gav virkelig et lille Knæk i
Skyggen. Og dette var virkelig det hele? Det var slet ikke andel,
de havde lét af?
Han prøvede igen en Gang at hilse, én Gang til, to Gange,
han blev ved — og smilte — det lød virkelig ganske pudsigt. —
Knæk, knæk, sagde det. — Og det var virkelig det hele! —
Dagen efter købte Adjunkt Ursin sig en ny Hat. Det var
en fornyet Skærsild for ham at gaa igennem, da han stod i Butiken,
hvor Kommis’erne var ved at rævne af undertrykt Fnisen — ikke
at tale om de første Dage, da han viste sig paa Gaden med den
nye Bedækning, en smuk, hlødpuldet lysegraa, der klædte ham
fortræffeligt, og som han forinden hjemme i sin Stue i en hel Time
havde hilst Oehlenschlägers Buste med, for at forvisse sig om,
at der ingen mistænkelige Lyde gemte sig i den.
Men efterhaanden som Folk i Byen vænnede sig til Adjunkt
Ursins nye Hat, glemte de ogsaa Historien med den gamle. Og
hurtigere, end han selv havde troet, blev han nu hjemmevant i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>