Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Professor Kr. Erslev: Don Carlos hos Schiller og i Virkeligheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74
Don Carlos.
lingen var et Resultat af en igennem flere Aar fortsat Iagttagelse
af Prinsens Karakter. »Deres Højhed«, skrev han til den tyske
Kejserinde, »vil jeg sige, at hvis Prinsen kun havde gjort sig
skyldig i Ulydighed, i Mangel paa Respekt overfor mig, saa vilde
jeg vel have fundet en anden Udvej, som frelste hans Ære, der
ogsaa er min. Men hans Handlinger har stadfæstet den Mening,
som man i flere Aar har haft om hans Karakter og hans Natur,
og det er disse Mangler, som har tvunget mig til at se mere
fremad og til at forekomme den store Skade, som var at frygte
for Kirkens Interesse og mine Staters Bedste; dette er jeg
forpligtet til at gøre uden Hensyn til Blodets Baand eller noget
andet menneskeligt Forhold«. Paa lignende Vis udtaler Filip sig
overfor Paven. Han fremhæver, hvilken Byrde Gud har lagt paa
hans Skuldre ved de Stater, hvis Styrelse han har betroet til
hans Varetægt, og hvor store Vanskeligheder særlig Opretholdelsen
af den ortodokse Religion volder; netop derfor er det saa
væsentligt, at hans Efterfølger fortsætter i hans Aand. »Men det har
behaget Gud for mine Synders Skyld at give mig en Søn, der
har saa store Mangler, nogle stammende fra hans Forstand, andre
fra hans Natur, at han ganske savner Ævne til at styre Staten«.
Da den spanske Sendemand i Rom afgav det nysnævnte
Brev til Paven — det var den fromme og fanatiske Munk Pius V
—, roste denne meget Kongens Handlemaade; han forstod vel,
sagde han, at Religionens Opholdelse var afhængig ikke blot af,
at Kong Filip fik en lang Regering, men ogsaa af, at han fik en
Efterfølger, der fulgte det af ham anviste Spor. Ligesom Paven
var ogsaa de fremmede Gesandter i Madrid fuldt overbeviste om,
at Filip havde handlet efter nøje Overvejelse og af gode Grunde.
Selv den mod Carlos saa venligtsindede Dietrichstein skriver, at
»enhver kender Kongens Sagtmodighed og véd, hvor meget al
Strænghed er ham imod«; han maa derfor have haft »høje og
store Aarsager« til sin Optræden. Dronning Elisabet, der følte
den største Medfølelse med den ulykkelige Prins, tvivlede heller
ikke paa Carlos’ Uret overfor Faderen: »Gud har villet, at
Prinsen har aabenbaret sig som han er, til min største
Beklagelse«.
Man sætte sig ret ind i Filips Tankegang. Sønnens
Fængsling var ikke en Straf, heller ikke et Middel til at
forbedre ham, ti dette havde man forsøgt, og det havde vist
sig ugørligt; det var ikke noget forbigaaende, der siden kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
