Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Professor Kr. Erslev: Don Carlos hos Schiller og i Virkeligheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
80
Don Carlos.
alle de Træk, vi kender af hans Liv, vidner derimod. Atter og
atter ser vi ham knyttet til Katolicismen med de stærkeste Baand,
paa alle Punkter fremtræder han som en bigot Tilhænger af den
ene saliggørende Kirke. Særlig stærkt fremtræder hans Ærefrygt
for Helgenerne og hans Kærlighed til Relikvier. Da han er
bleven reddet fra sin farlige Sygdom i 1562 ved at røre ved
Munken Diegos Ben, bliver det ham fra det Øjeblik et
Hjærte-anliggende at faa Diego kanoniseret, hvorom han retter gentagne
Anmodninger til Paven. Efter den samme Sygdom viser han sin
Taknemlighed for Helbredelsen ved at skænke sin egen Vægt i
Guld og Sølv til forskellige Kirker. Og han viser sig hildet i den
krasseste Overtro, naar han, som hans Regnskab viser, lader en
Præst læse Messer, for at derved nogle forsvundne Perler skal
komme frem igen.
At Carlos var »hemmelig Protestant« maa da anses for
ganske urigtigt, at han har været i hemmelig Forstaaelse med
Faderens Fjender som i det mindste højst usandsynligt. Men begge
Rygter indeholder dog en lille Kærne af Sandhed. Carlos havde
Planer mod Faderen, som man maatte kalde forræderske, hvis de
ikke saa klart var en Frugt af et umodent og sygt Sind, og han
har, hvad Religionen angaar, ytret en eller anden vild Idé, der
nok kunde kaldes kættersk, hvis den ikke var født i en halvt
forvirret Hjærne.
Helt anderledes forholder det sig med det Træk, der siden
bliver det mest fremtrædende i Don Carlos’ Historie, det, at han
skal have været forelsket i sin Stifmoder, Dronning Elisabet.
Det er noget, hvorom der aldeles ikke ytres noget i Samtiden;
det fremtræder end ikke som et løst Rygte. Det skimtes derimod
først en Menneskealder efter hos den franske Forfatter Brantöme,
som fortæller, at »da Carlos første Gang saa Dronningen, blev
han saa overvældet af hendes Skønhed, at han fra da af nærede
og viste et dødeligt Had mod Faderen, der havde berøvet ham
denne skønne Pris«. Og han tilføjer, at »efter hvad man siger,
skal dette til Dels være Grunden til hans Død; ti Kongen var
saa skinsyg, at andre knap vovede at se paa Dronningen«. Fra
denne lille Begyndelse tog Sagnudviklingen Fart. Sagnet opsøger
altid med Forkærlighed de mest personlige og følelsesfulde Motiver,
og man fordybede sig da i Forholdet mellem den unge Prins og
hans skønne Stifmoder, der var bunden til den stive og strænge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
