Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Professor Kr. Erslev: Don Carlos hos Schiller og i Virkeligheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
82
Don Carlos.
Vi har saaledes set, hvilke Rygter der opkom om Don Carlos
og hans Skæbne; følge i Enkelthederne, hvorledes de voksede
videre, bredte sig, traadte i Forbindelse med hinanden, udpyntedes
og udpensledes, vilde blive for vidtløftigt. Vi maa nøjes med at
have set Udspringet af de Strømme, der til sidst udmunder i Saint
Réals Skildring og derved bliver Grundlaget for Schillers Drama.
Et er der dog, som Schiller ikke har fundet i sine Kilder.
Naar hos Campistron Leontius, alias Marquis Posa, træder frem
som Bulgarernes Talsmand, saa er det for dette Folk, han taler,
og kun for det, for dets historisk opvoksede Rettigheder, som en
tyrannisk Styrelse søger at bryde; — naar Posa hos Schiller gør
det samme, saa har Nederlændernes Frihedsstræben en videre
Baggrund. Leontius taler kun for det enkelte Folk (tout un peuple,
seigneur, vous parle par ma bouché), Posa derimod træder frem
for Carlos som »Abgeordneter der ganzen Menschheit«. Heri har
vi den store Forskel, heri har vi det, som Schiller selv lagde til.
Hvad der hos Forgængerne var enkelt, særskilt, historisk betinget,
det bliver hos Schiller almindeligt, generelt. Hans Carlos ser i
Nederlændernes Frihedsstræben det store Frihedsprincip, det frihedskære
Folk, der rejser sig mod Tyrannens Despoti. Han staar i Religionen
ikke som blot en Fjende af den spanske Inkvisition og dens
Autodaféer (mere havde Saint Réals Katolicisme ikke tilladt ham
at være), ikke som en hemmelig Protestant, som Rygtet havde
gjort ham til; han kæmper ikke for én Religion mod en anden,
det er den almindelige Trosfrihed og Tolerance, der er hans Ideal.
nemlig Adolf Schmidt, i sit Skrift „Epochen und Katastrophen". Han
mener, at alt hvad ondt der er sagt om Don Carlos, kan føres tilbage
til en og samme Kilde, en systematisk Bagvaskelse, drevet Aar igennem
af Kong Filip og hans Raadgivere. Kongen skal nemlig fra første Færd
af have hadet sin eneste Søn, fordi han var lige saa aaben, som Filip
var hyklerisk, lige saa frisindet, som Kongen var despotisk. — Saa
modsatte Udslag kan der vindes ud fra det samme Materiale, et trist
Vidnesbyrd om Historiegranskningens Usikkerhed. Schmidts hele
Bevisførelse, hvor aandfuld og skarpsindig den end er, synes dog ikke at kunne
bestaa for en upartisk Prøvelse. Det er ganske utroligt, al de fremmede
Sendemænd skal have ladet sig narre saa fuldstændig i Bedømmelsen
af den Prins, som de dog selv havde Lejlighed til personlig at iagttage,
og hvad angaar Prinsens liberale Meninger i Politik og Religion, saa
skorter det i Virkeligheden ganske paa Bevis derfor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
