Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Will. Behrend: Koncertsæsonen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Koncerts-i’sonen.
107
kende fra hans senere Virksomhed. Men for øvrig er det et af hans svagere
Arbejder; det er navnlig let forstaaelig^ at her, hvor det gælder om at opnaa
Effekten (Rædslen) ved Musikens rent mekaniske Virkning (Larm og Bulder)
kan Mendelsohns reserverede Kunst ikke slaa til. — Goethe med sine faa
realistiske Linjer sætter Fantasien i langt stærkere Bevægelse end Mendelsohn,
der tager sin Tilflugt til balletagtig Musik, der for øvrig altid er vis paa at falde
i god Jord hos det store Publikum. —
Den 2den store Koncert indeholdt, foruden den nysnævnte
Beethovenske Terzet, en maaske vel tidlig Gentagelse af Schumanns Manfred (første
Gang opført i Fjor) og et velkendt Udtog af Beethovens Mutik til Alhem
Ruiner, af hvilken man navnlig beundrer det helt impressionistisk henkastede
Derwischkor, samt som Nyhed Max Bruchs 2den Vidlin-Koncert. Man har,
som det synes med Urette, været temmelig enig om i Omtalen af denne Koncert
at sammenligne den med Bruchs 1ste Koncert, og da plat at forkaste den.
En saadan Kritik, der kun gaar ud paa Sammenligning enten med samme
Kunstners andre Værker eller med fremmede Kompositioner, synes imidlertid
ikke synderlig lærerig, og i hvert Fald er den som oftest uretfærdig; man maa
dog gaa ud fra, at Kunstneren har skabt sit nye Værk, fordi han mente at
have noget nyt at sige, og falder de to Værker ikke ganske sammen i Form
og Indhold (hvad i dette Tilfælde ingenlunde kan siges), bør man sikkerlig
søge Kunstnerpersonlighedens forskellige Sider i hvert Værk for sig. Den
2den Koncert er et smukt Arbejde; den indledes ejendommelig nok med en
lang og bred Adagio, et alvorligt, melodiøst og stilfuldt Stykke, der, navnlig
ved en fortrinlig Brug af Basunerne, klinger særdeles godt; en kortere recitativisk
Sats leder paa en morsom Maade over i Finalen, der ganske vist er svagere
og mindre original end det forudgaaende, men som dog er skreven af en smagfuld
Kunstner, der med Klid undgaar »Gemeinplåtze«. — Naar man hørte Hr. Anton
Svendsens Udførelse af Koncerten forstod man, at det — som det siges —
har været ham særlig magtpaaliggende at faa den ført frem; navnlig den store
Aiagio spillede han prægtig og ret con amore; hvad Finalen angaar, da
indeholder den som al Munk, der ikke skrives af Violinspillere ex professo, næsten
uovervindelige Vanskeligheder eller rettere Vanskeligheder, der, selv om de
overvindes, ikke gør den Virkning, der tilsigtes, og som det derfor næppe engang
lønner sig at overvinde. Hr. Svendsen gav sig nu med dansk Ærlighed
tappert i Kast med disse Vanskeligheder og sejrede næsten overalt, maaske han
dog havde opnaaet mere ved at være mindre samvittighedsfuld, og saa paa den
anden Side skarpere pointere, hvad det væsentlig kom an paa. — Ved
Musikforeningens 1ste Abonnements-Koncert glimrede Hr. Aug. Winding ved
sin fine, kunstneriske Udførelse af den ægte Beethovenske Trioop. ?0(D-Dur);
særlig i den fantasifulde Largo naaede Hr. Windings Spil meget højt. For
Øvrig bestod Koncerten af en Mozartsk Kvartet (med en fremtrædende Cello-
stemme) og af Brahms Sekstet i G-Dur. —
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
