Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Dr. phil. S. Schandorph: En Forlovelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Forlovelse.
123
— Ja, hvad skal man studere, naar man . . . naar man
slet ikke har praktiske, men kun ideelle Interesser? Teologiens
Studium giver én et Indblik i Filosofi, i Middelalderens Kultur,
som er indesluttet i Kirkehistorien. Den kan ogsaa vise én Vej
til kunsthistoriske Studier. Man vedligeholder sin Kundskab til
Græsk, som andre Studenter, undtagen Filologerne, glemmer faa
Aar efter deres Artium. Teologien er, synes mig, det mest
dannende Studium her til Lands.
— Hm, hm. Saa kan det jo have lange Udsigter med dig,
inden du havner, sagde Borch og sank hen i Tanker.
Han rejste sig og gik en Stund med smaa Skridt op og
ned. Hans Bryst løftede og sænkede sig, stærkt aandende. Saa
sukkede han.
Karl Hellmann sukkede ogsaa. Andreas Borch satte sig
ned lige overfor sin Ven. Over det smalle Bord bredte han sine
Arme ud; hans Hænder faldt ned paa Karl Hellmanns Haandled.
— Du ... du ... jeg maa ud med det, sagde han stakkat
og hurtigt, ... du elsker Johanne Alslev . . og . . og . . det
gør jeg med.
— Det har jeg længe vidst, mumlede Karl.
Andreas Borch lænede sig tilbage paa Stoleryggen og sagde:
— Hun gik fra dig til mig, fra mig til dig i Aften. Jeg
havde ikke Tid til at blive jaloux paa dig. For det, at hun
foretrak os to gamle Venner for langt finere og fornemmere Folk,
det blev jeg saa himmelstormende glad over, Karl, at jeg først
da vi kom ned i Porten og stod bag hendes Vogn ærgrede mig
over, at du, med al din Kendskab til Literatur og Kunst, maatte
have stukket mig ud.
Egentlig var jeg gal paa dig, men saa syntes jeg, vi skulde
tale sammen, min gamle Dreng. Skal vi det? Skal vi lade være
at genere os, Karl?
— Ja, gamle ... lad os det.
— Brrr! Skal vi duellere paa Liv og Død? sagde Andreas,
efterlignende Provinsskuespillerpatos . . . paa Kaarde, Pistol . . .
eller Hasselkæppe? Hvad?
— Ja, lad os det . . . ha, ha, ha!
— Og ingen maa forlade Pladsen, før Rivalen ligger stendød
— eller — ha, ha . . . mørtærsket for Sejerherrens Fødder.
Andreas Borch saå i Øjeblikket ud, som om han for Spøg
var lige ved at glide ind i Alvor og Lidenskab . . . men det var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
