Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Dr. phil. S. Schandorph: En Forlovelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112
En Forlovelse.
Virksomhed som en Mands ... ja Gouvernante! Men det kunde
dog en Datter af en Konferensraad ikke være bekendt at blive;
desuden havde boglig Lærdom aldrig tiltrukket Frøken Aurelia
Fahlgren. Hendes Skolelærdom bed ikke stort paa hende. Hendes
Haandskrift lignede levende Rejer med Klatter og Kraller.
Mysterier som Forskellen mellem kunde og kunne, skulde
og skul/e, viltfe og vilte naaede hun aldrig at blive indviet i.
Hendes Trods fik et komisk Udslag. Dette lillebitte
Kvindemenneske lagde sig et mandhaftigt, næsten raat Væsen,
mandfolkeagtige Manerer til, ja tilstræbte en næsten brutal
Korporals-tone i sit Talesæt, sagde »Sludder«, »s’gu«, »hold Mund« o. s. v.
Kun i alt vedrørende det kønslige var hun stadig som en ægte
Vestalinde. Kom nogen med Antydninger til hende i den Retning,
nogen, der af hendes øvrige, frie Udtryksmaade sluttede, at hun
kunde taale en Drøjhed af saadan Art, saa fik han en Drøjhed
igen i Form af »Gris« eller sligt.
Ofte paastod hun, at alle Mandfolk var nogle Svin ... alle
uden Undtagelse.
Hun elskede sin Søstersøn. Da hans Fader var død, sagde
hun med taarefyldte Øjne:
— Hvad kan det hjælpe, at du tuder, din dumme Hvalp?
Det kan du jo overlade et gammelt fjollet Fruentimmer
som mig.
Føj. Er du et Mandfolk? ... Er du bange for at tage fat
og tjæne noget til Brødet? Rugbrød, Smør og Ost skal du faa
at æde, saa længe jeg lever. Og saa kan du da ikke dø af Sult.
din Flæbeunge.
Det blev sagt med en spæd Røst som en pippende Spurvs,
hvad der gjorde de forceret grove Udtryk end mere barokke.
Studenten kom til at le med Taarer i Øjnene.
Frøken Aurelia var jævnlig gnaven. Naar Karl Hellmann kom
til hende i Ferierne, kunde han hverken gaa eller staa Tanten til Pas.
Han havde sit lille Værelse oppe paa Kvisten, hun selv
boede og sov i Stueetagen. Naar han kom ned om Morgenen til
The, sagde hun noget som:
— Kan den Herre ikke vende sig i Sængen paa en mindre
dundrende Maner, hvad? Jeg har ikke faaet Søvn i mine Øjne
hele Natten — og saa smider Herr Studenten sine Støvlehæle ned
mod Gulvet, naar han trækker dem af. Har den Kavaller ikke lært
saa meget Filosofi eller Naturhistorie eller hvad Pokker det Kram
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
