Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Dr. phil. S. Schandorph: En Forlovelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Forlovelse.
155
det. Ti det kunde have vakt Opsigt nu, da alle Kirkegængerne
efterhaanden kom ud fra Vaabenhuset og passerede Kirkegaarden.
— Birthe ... naa kan du endelig komme, din gamle
Dragkiste ... Skynd dig hjem og varm Kalkunen op ... Der er Karl —
Kar—ei! Rap dig, Dreng. Jeg kan jo ikke staa her og skrige
højt i alle Menneskers Nærværelse ... Gud, hvor han er fjollet ...
Kom! Jeg har besørget det hele. Alting er i Orden.
Studenten maatte komme. Folk stod stille og saa efter den
lille Hankekrukke midt mellem de to høje Damer.
— Lad os gaa uden for Tante sagde han ... Jeg forstaar
ikke. -
— Vrævl! ... Men lad os komme ud ... det har du Ret i.
Folk havde samlet sig i Vaabenhuset i smaa Grupper. Ude
paa Kirkegaarden flokkedes de sammen.
Postmesterens Frue gik først hen imod de fire og sagde højt:
— Gratulerer. Saa lød der fra mange Kirkegængeres Munde,
almindelig Gratulation paa Kirkegaarden.
Den gamle Frøken tog mod Lykønskningerne, som om hun
selv var blevet forlovet og sagde:
— Ja der maatte gøres noget, ellers var det aldrig blevet
til noget.
S. Schandorph.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
