Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - A. O. E. Skram: Moderne Forfattere. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192
Moderne Forfattere.
kan det ikke nytte at ville fjærne fra Kunstnydelsen —, nu vel,
saa er der jo ikke foregaaet andet end det, der overalt og til alle
Tider har drevet Kunsten frem i Verden. Den enkelte særlig begavede
læser ikke Sandheden ud af det, der ydes, og saa forsøger han at
gøre det bedre. Vedel spørger: Skal da den nulevende Slægt leve
sit Liv og dø sin Død uden at føie Trang til at meddele sig til
nogen? Og vi svarer, at det er netop det, den ikke skal. Der
er ikke i den moderne Kunstbevidsthed nogetsomhelst, der skulde
modsætte sig, at denne Slægt eller kommende Slægter gav sig
Luft »paa umiddelbar lyrisk Vis« eller paa hvilkensomhelst anden
Vis, tvært imod, vi vilde staa lyttende og taknemlige over for
sligt. Det eneste, vi sætter som vor Fordring ved en saadan
Lejlighed er, ikke at faa en Brøk udgivet for et helt Tal eller
omvendt, for det forstyrrer os. Vi indser ikke Nytten deraf og kan
paavise Skaden.
Men er det da den Indvending, der bliver tilbage mod
Modernismen — ikke at den modssætter sig Søndagshøjtiden i
Kunsten, for det gør den ikke, men —, at den udskyder de
Forfattere, der ikke formaar at anskueliggøre deres Opfattelse af »det
moderne Nervelivs ejendommelige Tempo« uden ved en fantasirig
Sammendigtning, der er bygget paa en (paastaaet) »Fortrolighed
med Livets Love« i al Almindelighed, hvilken Fremgangsmaade
Vedel et Sted billedlig udtrykker ved, at »Dagens Gerning og
vaagne Tanker gaar igen i Nattens mest fantastiske Drømme«, ja,
saa tror jeg unægtelig, at Tiden vil holde med Modernismen og
undrende spørge: Hvorfor fortæller disse nye Mænd os ikke hellere
Sagens virkelige Sammenhæng end indvier os i Natsiden af deres
Bevidsthed?
Og hvad nu Pontoppidan angaar, saa er det, han savner i
den nyere Literatur, ikke Tidens Sjæl men Forfatternes. Han finder
ikke Digterens Billede i Digtningen og klager over, at han ikke
kan føie hans Hjærte slaa eller ane Undfangelsens Glæde i
Digterværket. Men undersøger man Sagen en Smule, viser det sig, at
dette Savn hidrører fra en personlig Egenhed hos Pontoppidan,
som han ganske vist deler med mangfoldige, men som dog ikke
synes skikket til at paavirke den literære Udvikling. Hos de
Forfattere nemlig, hvis Stil lige som føler med Æmnet, finder
Pontoppidan Sjælen — og han nævner eksempelvis Chr. Krogh og
Hans Jæger, hvilke Eksempler gør hans literære Sans Ære —,
kun dem, der fremsætter Æmnet nøgent, og som af kunstnerisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
