Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - A. O. E. Skram: Moderne Forfattere. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
193 Moderne Forfattere.
Overbevisning ikke kunde lade sig undslippe de i Stemningen
umiddelbart indgribende Vendinger, frakender han Sjæl. Men dette
er jo ikke andet, end hvad der har været sagt, saa længe Nutidens
Kunst har varet. Den er »kold«, »trøstesløs«, »sjælløs« o.s.v., og
jeg undres paa, om ikke Pontoppidan selv skulde have været
Genstand for saadanne Udtalelser i Anledning af sine tidligere Arbejder.
Det er tomme Ord, som blot viser, at den vedkommende har et
ensidigt Syn paa Kunstnerens Opgave. Han forlanger, at Digteren
skal gribe Læserne paa en bestemt Maade. Men der bliver jo
ikke mindre »Sjæl« i et Digterværk, fordi Forfatteren tilsyneladende
staar bag Æmnet og skyder det frem foran sig, end fordi han
giver sine Følelser til Kende, medens han skriver. Den modsatte
Paastand er naiv, al den Stund det ikke forholder sig rigtigt med
det saa meget omtalte Fotografiapparat i Digterens Hjærne, der
skulde arbejde mekanisk. For en Nutidsbetragtning er det
kunstnerisk ligegyldigt, om Digteren virker ved Stilens Kulde eller Varme,
kun at det som en Smagssag har været anset for fornemmere at
bruge Kulden, da dette forhindrer de intime Berøringer mellem
Forfatter og Læser. At bebrejde en Forfatter den paa en Gang
bluferdige og selvbevidste Fremgangsmaade, som holder hans
Person uden for Sagen, synes der kun at være Anledning til, naar
man gaar ud fra, at det ikke er »sandt«, hvad han fortæller. Men
saa trænger vi ganske vist ogsaa til at faa fat i Manden, for ellers
glider baade Digterværk og Stemning og det hele fra os.
Og Pontoppidan er for saa vidt altsaa i Overensstemmelse
med sig selv, som han ikke holder paa Digtningens Sandhed. At
det imidlertid skulde være de geniale Løgne, som Fremtidens
Kunst skulde leve af, turde være usandsynligt allerede af den
Grund, at Forsøget jo har været gjort og gjort med al den Kraft,
som Menneskeheden overhovedet formaar at sætte ind paa den Slags
Ting. 1 Heltedigtningen, Rokokoen, Romantiken o.s.v finder man
nogle af de Spor, som Kunstnernes geniale Løgne har sat i
Menneskeslægtens Udviklingshistorie, og før man i god Tro gaar Vejen om
igen — de enkeltes selvmorderiske Forsøg fraregnet —, vil man
være kommen saa langt fra nu, at enhver Tale for os om denne
Fremtid løser sig op i Taage. Der er nemlig den Forskel mellem
Svingningerne i Tidsaanden fra før til nu, at nu véd man Besked
tusind Aar tilbage i Tiden og tusind Mile rundt om sig; i gamle
Dage strakte de virkelige Kundskaber sig sjælden længer end tredive
Aar tilbage og tredive Mile rundt. Forsøgene gøres nu ikke let om igen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
