Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - A. O. E. Skram: Moderne Forfattere. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
195 Moderne Forfattere.
har andet at gøre end snarest muligt se at komme bort fra sin
Ungdoms Fejltagelse.
Og det er Synd for Dramaet og for Ibsens Kunst, at Digteren
ikke, da denne Kvæn kom ham paa Livet, greb ham, bøjede ham
i Knæ og tvang ham til at blive Menneske. Nu sejler han paa
den store Damper bort over Havet og kommer aldrig igen. Ingen
vil sende Bud efter ham; han er et intet.
Med de øvrige Personer i Stykket har Ibsen redelig kæmpet
Kampen ud, og næsten overalt har han sejret: fra Skyggerids er
de blevet Mennesker. Stridest har Kampen staaet med selve Fruen
fra Havet.
Hun var stærk i den Havtaage, som dannede hende. Men
Ibsen lod hende ikke Ro, før hun blev den skøre, nervøse, til
Tider næsten sindssyge Dame, der lever som en paa en Gang
fordringsfuld og ansvarsløs Undine i Doktor Wangels Hus. Ibsen
bar gjort hende elskværdig af Væsen, ikke i Ny og Næ eller
af Lune, men som noget, der følger med hendes Natur, som
Morgenrødmen følger med de lette Skyer i Horisonten. Det er
næppe rigtigt. En Kvinde, der i over seks Aar bogstavelig intet andet
har haft at gøre i det Hus, hvor hun er gift, og hvor to
Steddøtre er grot op, end at skøtte sine egne sygelige Forestillinger,
og som, da Forholdet en skønne Dag dog ogsaa bliver hende for
grelt, lægger Skylden for denne Ordning over paa sin længst
mulige langmodige Mand, og en Kvinde, som, skønt alt hvad der
er hende dyrest i Ægteskabet, til enhver Tid har formet sig efter
hendes Tykke og imod Mandens Længsler og Drømme, er ufin
nok til at se sit Forhold til Manden i Belysning af et Køb og et
Salg, en Kvinde endelig, som den første Gang hun møder en
fordums forkastet Bejler igen, er beredt til at meddele ham sine og
Mandens inderste Hemmeligheder — en saadan Kvinde vilde næppe
føre sin Sag, naar hun tror, at alt staar paa Spil, med en Mine og
i et Sprog, som var hun en Engel for Guds Trone. Men saa stor
er Ibsens Magt, at man trods disse skrigende Usandsynligheder,
og uagtet Fruen fra Havet jævnlig benytter Ord, der ikke er
hendes men Digterens, dog bevarer et overordentlig livfuldt
Indtryk af hende. Hendes særegne nervøse Ophidselse, hendes Uro
og elementære Tro paa ad hemmelighedsfulde Veje at høre
sammen med det store Hav, ved hvilket hun er født, og hvor hendes
Ungdomsaar er forløbne, hendes fantastiske første Kærlighed, der
til syvende og sidst ingen Kærlighed var men en Slags hypnotisk
Tilskæren. 1880. 13
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
