Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Redaktør Vilh. Møller: Darwins Liv og Breve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
237 Darwins Liv og Breve.
end af deres Glæde optoges han dog af Bekymring for deres
Fremtid. »Hvor overvejer ikke Fremtiden Nutiden, naar man er
omgiven af Børn!« hedder det i et af hans Breve fra 52. Han
gik længe i bestandig Angest for, at hans Sygdom skulde nedarves
paa dem. Hans Tanker maa hyppigt have kredset om det
Spørgsmaal, hvordan han skulde holde Lidelser borte fra dem. En Dag
skriver én lejlighedsvis til ham om Kloroform, som man just
havde begyndt at anvende; og i Darwins Svar forekommer den
karakteristiske Bemærkning, at »naar man tænker paa sine Børn,
gør det sandelig en lille Forskel i Lykkefølelsen« at vide, at der
nu er dette smertestillende Middel. Blev et af Børnene syge,
kunde Udtrykket i hans Ansigt af Medfølelse og Sindsbevægelse
være saa stærkt, saa Barnet knap kunde taale at vide ham i
Stuen hos sig. Og da en lille Datter dur for ham, er hans Sorg
af gribende Inderlighed og Varighed. Det Par Sider, han
nedskriver til Erindring om hende, har ved sin dybe Følelse Rang
med det skønneste i nogen Literatur. Over to Aar senere »kan
ban knap endnu fatte sig til at tænke roligt paa hende«; og han
mindes hende smerteligt til det sidste.
Men foruden at Børnene holdt hans Følsomhed ved Magt,
udvidede de hans Interesser. En Tid lang i alt Fald sysselsatte
Skole- og Opdragelses-Spørgsmaal ham meget. Han »hadede
Skoler og hele det System at ødelægge Familjehengivenheden« ved
at drage Børnene bort fra Hjemmet; paa den anden Side mente
han, at en Skole gav bedst Menneskekundskab, og han »turde
ikke udsætte et ungt Menneske for Verdens Fristelser, uden at det
forinden havde gennemgaaet en stor Skoles mildere Skærsild« . . .
»Den gamle stereotype, enfoldige klassiske Opdragelse« kunde
»ingen foragte oprigtigere« end han. »Jeg bilder mig ind (skøndt
det er maaske kun en Indbildning)«, skriver han, »at jeg hos min
ældste Søn kan iagttage de klassiske Studiers slette og indsnævrende
Indflydelse paa den aandelige Udvikling, idet de indskrænker
Interessen for alt, hvor fornuftmæssig Slutten og Iagttagen kommer
med i Spillet«. Hans Ideal af Skoleundervisning var den, som
opøvede i at iagttage og slutte, og som gav almene Kundskaber. Som
Opdrager selv iod han sine Børn have fuldstændig Frihed, svarede
dem med fuldkommen Oprigtighed paa alle Spørgsmaal, talte
maaske aldrig et haardt Ord — og var baade elsket og dybt
respekteret af dem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
