Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Redaktør Vilh. Møller: Darwins Liv og Breve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
243 Darwins Liv og Breve.
lader sig ryste af, skal der end gaa ti, tolv, tyve Aar, for han
faar Bugt med dem. Og saa er han dog bestandig dirrende af
Utaalmodighed, farende op, synkende sammen, jagende paa, uden
Ro og uden Rast. Hans Søns Beskrivelse af, hvordan han
eksperimenterede, anskueliggør saa nogenlunde denne paafaldende
Aands-Beskaffenhed. Han skulde f. Eks. undersøge Rødderne paa nogle
Bønner. »Omhyggeligt og langsomt blev de smaa Stykker Karton
befæstede; men de mellemliggende Bevægelser var alle raske,
blev udførte med en Slags undertrykt Ivrighed, ... og jeg husker
de gesvindte Bevægelser af hans Hoved op og ned, naar han fra
den iagttagne Genstand saa’ ned til sine Notitser«.
Det, der forbavser én mest under Læsningen, er saa, at denne
Vitalitet, denne Livskraft slet ikke synes at tage af. Og det
uagtet Darwin er saa syg, bestandig syg! Det er som et Urværk,
stillet ud i Regn og Støv og Slud, Aar efter Aar, Aar paa Aar:
og dets Hjul bliver ved at dikke rastløst — og regelmæssigt!
Læser man Brevene, saadan som de er grupperede i Bogen,
nemlig efter de Arbejder, som de omhandler, saa vil man i
det højeste henimod Bogens Slutning studse ved nogle trætte
Udbrud om, at nu er der vel næppe lang Tid tilbage. Skøndt —
trætte Udbrud husker man da ogsaa fra 20—30—40 Aar tidligere
(om aid maaske lidt mindre matte da i Klangen)! Først naar man
ordner sig alle Brevene efter Tidsfølgen, gaar det op for én, at
der er dog en Slappelse. De humoristiske Vendinger forsvinder
saa temmelig, og de sproglige Udtryk for Sindsbevægelserne bliver
adstadigere. Darwin bliver nu ikke mere »stiv« af Forbavselse
eller Skræk, ikke heller »springer han op« ved Læsningen af
noget, eller er nær ved at »rævne« af Beundring, eller tror, at
en anden, som læser ham, »vil stønne og tænke«, og han kommer
ikke mer til at »skælve« ved en andens Kækhed. I 50’erne kunde
han slutte et Brev: »Jeg er det elendigste, mest omtaagede,
enfoldigste Dyr i hele England og nær ved at hyle af Ærgrelse over
min Blindhed og Indbildskhed. Altid Deres ulykkeligste Darwin«.
Sidst i 70’erne derimod lader han i en omtrent tilsvarende
Sindsstemning det være nok med at undertegne sig »Deres taabelige
Ven«. Der er altsaa en Afslappelse, — om end besynderlig svag. Han
klager f. Eks. over, at de nye Ansigter (og Scenerier), han som
70aarig ser, dem har han ganske glemt efter en Maaneds Forløb.
Men selv i denne Alder er hans Erindring af det kort forinden
sete skarp, »som havde han Fotografier af det for sig«, og sine
Tilskueren. 1889. 18
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
