- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 6 (1889) /
247

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Herman Bang: Kærlighed

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Kærlighed.

i.

Det var en Aften i Senhøst — Sneen bredte allerede sit
Tæppe over Bjærgene, og langs Skraaningerne drev Hyrderne
deres Hjorde til Dalen. Over alle Tinder laa Stjærnehimlen klar;
da fortalte hun mig, indhyllet i sin Kaabe, paa Slotsterrassen,
hvor vi stod og hvor de sidste Roser blomstrede uden Duft, mens
i Daldybet Floden sang, sin eneste Kærligheds Historie:

— Ja, jeg har elsket og endnu kan jeg skælve, naar jeg
tænker paa denne Mand, hvis Navn jeg aldrig har kendt og med
hvem jeg kun én Gang har talt — endnu efter femten Aars
Forløb.

— Om jeg dog kunde male ham, som han stod der ved
Indgangen til den »Engelske Have«, rank og saa ung, med sit
Hoved som den florentinske St. Georgs, saa trodsig, saa hadefuld
og skøn .... og saa bedrøvet. I Vatikanet har jeg sét Træk
som dette Ansigts, og jeg har genfundet det i Petersborgs
Eremitage, hvor man har slynget Vinløv om Antinous’ Haar____

— De engelske Damer bøjede sig ud af deres Vogne paa
hans Vej, og de glade Münchenerinder stod stille.

— Men han saå kun mig, forstenet ved sin Port til den
engelske Have, med sit Blik, der lyste — af Had.

— Ogsaa jeg dirred’ af Harme, naar jeg bøjede ind ad
den gitrede Port og saå ham, ubevægelig, rank med sine grønlige
Øjne; jeg satte mig paa min vanlige Bænk: timevis tog jeg ikke
Blikket fra det dejlige Ansigt, som Raseriet gjorde blegt____

— Aa — aldrig blev der elsket som vore to Øjenpar
elskede.

— Et Aar mødtes vi der — jo, min Ven, et Aar ... jeg

var seksten den Gang og han vel tyve____der blev aldrig talt

og aldrig vekslet Hilsen ... Kun vore Øjne blev mætte — i Syn.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Nov 21 04:10:18 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1889/0267.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free